Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandsreise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186.
skarer, og rensdyrmosen trivedes udmerket, stikkende frem som
graa-gule fløieispletter mellem stenene.
Dalen dybt nede ved vore fødder, med den blinkende, sig
bugtende Eisakflod, smaabusene, kirketaarnet, de farverige, kvadratformede
agre, samt de fjerne fjeldkjeder laa nu i fuld dagglans. Vi maatte
vende hodet for at se, hvorledes den ene lysende snetind efter den
anden dukked op af fjernet, eftersom vi steg høiere. Tribulain, en
smuk, kegleformig, usædvanlig høi top straalte hele tiden foran os i
fuld herlighed. Engang gled en sky truende forbi den, hang som en
taagedot paa dens hvide spids, men svandt atter til vor store glæde.
Opstigningen forekom mig dog noget ensformig sammenlignet med
en fjeldtur i Hardanger, som jeg endnu bar i friskt minde. Her
afbryder kun de forskjellige træsorter den steile vandrings monotoni,
hjemme hos os var der brede, til rast indbydende plateauer, og hist
og her laa et blinkende kjern som det sjælfulde blik i
fjeldfysiognomiets strenghed.
Snepletterne antar større dimensioner, eftersom vi skrider frem.
Vi nærmer os mere og mere maalet. Det værste punkt er netop
tilbage, bestigningen af Hühnerspiels smale kegle. Eor at naa denne
maatte vi passere et ikke ganske fareløst veistykke. Klippen
skrumper nemlig hér sammen til en ikke meget bred rvg, et slags
Gjen-din-eg, dobbelt truende ved de to svimlende slug paa hver side,
Stigningen gik steilt opad, og foruden at terrænet bestod af løs smaasten
og halvsmeltet sne, havde vi en ikke ringe blæst at kjæmpe med.
Damerne saa med betænksom mine paa sine folderige skjørter,
frygtende for, at de skulde gi formeget vindfang. Men vor
prægtige fører bevarte hele sin koldblodighed og mente, at der slet ikke
var tale om fare, naar man blot gik forsigtigt og støttede sig godt
til alpestokken.
Jeg sprang iforveien og var den første, som naaede varden, hvor
vore visitkort siden blev puttet ned.
Hvorledes skal jeg skildre synet udover? Her trængtes mere
farver end ord. De umaadelige afgrunde ved vore fødder, dalens gaarde,
der herfra tog sig ud som’ dukkehuse, som Nürnberger legetøi, agrene,
der skrumpede ind til gule punkter mellem det grønne, og saa
rundtomkring, saavidt øiet kunde jage, en krans af mægtige fjelde.
Alpe-tind paa alpetind i blændende, sol! De krystalrene, sølvlyse gletscher,
der over de blaanende, mod dalbunden enggrønne, i revnerne i
mangehaande farvenuancer spillende fjeldsider, tronede majestætisk som
en skumklædt „øflok, spredt i hav’’. -q-
Og over denne i ophøiet ro hvilende fjeldverden slog den blan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
