Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Immanuel Ross: Bidrag til Norges kulturhistorie i første halvdel af 19de aarhundrede. Om forbrydelse og straf. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
195.
dødsstraf (baalet) foreskrives kun i enkelt tilfælde. — Senere var
der i saa henseende et tilbageskridt, da torturs anvendelse blev
udvidet. Vistnok ophævedes den af Struensee i 1771; men efter
denne radikale fremskridtsmands kort paafølgende fald indførtes
den atter af Guldberg i 1772, hvorpaa den „ialfald i navnet"
bestod i Norge til 1814 og i Danmark indtil 1837. — Alligevel var
i sin straffepleie det danske rige forud for det øvrige Europa, hvor
middelalderlige afskyeligheder længe vedblev. Mens i Danmark den
rædsomme dødsstraf r ad brækning skal være anvendt sidste gang
i 1739, forefaldt i Breslau radbrækning endnu i aaret 1 84 2 (!).
De grummeste straffebestemmelser i Norske lov gjælder
forbrydelser paa religionens omraade. Den, som overbevises om at
have „lastet Gud eller bespottet hans hellige navn, ord og
sakramenter", heder det, „hannem skal tungen levendes af lians mund
udskjæres, dernæst hans hoved afslaaes og tilligemed tungen sættes
paa en stage". Og dette var ikke et tomt ord. Det var en straf,
som ogsaa i Norge ialfald én gang — om ikke flere gange — blev
sat i udøvelse, nemlig paa en stakkels mand, der under bitter
anger havcle bekjendt sin brøde. — For „trolddom, forsvergelse
af Gud og kristendom" var straffene at kastes levende paa ilden
og opbrændes. Og af hekseprocesser med paafølgende levende
opbrænden var der adskillige i Norge, lige ned til slutten af
17de aarhundrede. — Straffedes saadanne forbrydelser mod Gud
og kristendom med grusom død, saa var det rimeligt efter
tidsalderens forhold og tænkemaade, at forbrydelser mod kongen og
clen kongelige slegt ikke dømtes stort mildere. Ved at „laste"
kongen eller dronningen „til beskjæmmelse" havcle man forbrudt
„ære, liv og gods", den høire haand skulde „levendes" afhugges
og efter halshugningen kroppen parteres og lægges paa steile og
hjul. Samme straf gjaldt ogsaa efterstræbelse af de kongelige
personers liv. -— Den, eier i kongens gaard saarede en person med
hug eller stik „til blods", mistede sin høire haand ; slog han blot
meel „kjæp eller anderledes", saa eier „ei kom blod ud", da skulde
han stikkes gjennem sin haand og „ristes ud mellem
fingrene". Men skede saadan forbrydelse i kongens nærværelse,
da var det „halsløs" gjerning, —. og saadan videre i samme stil.
— Forbrydelser mod forældre var ogsaa belagt med de sværeste
straffe. Slog nogen sine forældre, da havcle han forbrudt sit
liv, og bandede han clem eller „tiltalte dem ubluelig", da
skulde han vandre i jern i livsvarigt s traf arb eide —var det
en kvinde, da livsvarigt arbeide i spindehuset (tugthuset). —•
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
