Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Immanuel Ross: Bidrag til Norges kulturhistorie i første halvdel af 19de aarhundrede. Om forbrydelse og straf. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196.
Med døden straffedes endvidere: manddrab, fostermord og fødsel
i dølgsmaal, forsøg paa mord, stratenrøven, falskmyntneri,
ildspaa-sættelse (endog paa „fjøs, bordstabel" eller lignende), blodskam
(gjaldt ogsaa b es v o gr ede), bortførelse af en anden mands hustru,
— og løb en gift mand bort med en andens hustru med hendes
vilje, straffedes, begge med døden. — Af forbrydelser, der
paadrog mindre straf, kan fremhæves: førstegangs „ringe" tyveri
straffedes med „hudstrygning", anden og tredje gangs desuden
med brændemerkning, fjerde gangs med „kagstrygning",
brænde-merkning og livsvarigt strafarbeide. —- Førstegangs „stort" tyveri
(hest, ko eller „andet, som kan være værd tyve lod sølv") straffedes
med kagstrygning og brændemerkning paa panden, — anden gangs
desuden med livsvarigt strafarbeide. — Af det nu anførte vil
man have faaet et indtryk af strafudmaalingen i det hele.
Straffen var endnu væsentlig en hevn, som staten øvede i
hele samfundets navn, og hvorved der ogsaa skulde skræmmes fra
forbrydelse: „at uskyldigt blod kan naa sin forsoning og slige
misdædere faa sin velfortjente straf, andre ligesindede til skræk og
afsky". — Men omkring midten af forrige aarhundrede opstod en
sterk bevægelse mellem de retslærde og filosoferne: „man begyndte
at spørge efter straffens sande øverste grund og vilde ikke længere
slaa sig tiltaals alene med, at straf er uundværlig" (Fr. Brandt).
Enkelte gik endog saa langt, at de betragtede forbrydere som
vanvittige og utilregnelige.
Størst praktisk indflydelse flk vel Feurback (født 1775, død
1833), hvis fornemste skrifter udkom i aarene omkring 1800. Han
hævdede og byggede paa den grundsætning — eier dog var opstillet
før —, at straffens øiemed maa være: ved at true med et
overveiende onde at afholde den forbryderiske tilbøielighed fra at
fremtræde i gjerning. — End senere gjorde sig gjældende den saakaldte
„forbedringsteori", især i Nordamerika, at nemlig straffens øiemed
skal være: „ved at lade forbryderne føie de onder, som forbrydelsen
drager efter sig, at lede ham til eftertanke og gjengive ham til
samfundet som et bedre menneske".
Ogsaa i Norden viste disse nyere og mere humane
straffe-teorier sin virkning i de retslærdes og andres betragtning af
forbrydelse og straf. Men det gik ikke saa hurtig at faa lovene til i
høiere grad at afspeile den nye opfatning. Imidlertid gjordes i
Norge et ikke uvigtigt skridt fremad, da rigsforsamlingen paa
Eidsvold i 1814 satte som en af grundlovens paragrafer, at „pinligt
forhør" skulde være afskaffet. Saa var da tortur bragt afveien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
