Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor dr. Ludvig Gumplowicz: Det tyvende aarhundredes politiske ideal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205.
kunstens omraade smagen lios folkene veksler med tiderne, at publikums
gunst idag skaber sig guder, som den imorgen træder i støvet. Hvis
der hersker love for smagens forvandling, saa er de ialfald sikkert
meget vanskelige at opdage og at formulere. Hvad der vil behage
det tyvende aarhundrede, — hvem skulde kunne ha nogen anelse
om det idag?
Men der findes et omraade, hvor idealernes forandringer ikke er
saa uregelmæssige og ikke saa uberegnelig som i kunsten. Jeg mener
politikken. Ti her følger idealet aabenbart som en uadskillelig drabant
sin hovedplanet: de sociale organisationers virkelige udvikling, og faar
sit lys og sin skygge derfra. — Men de former, staternes udvikling
antager, er ikke underkastet tilfældet; de fuldbyrder sig efter faste love og
regler og er derfor ogsaa tilgjængelige for beregning, og ligeledes lader
deres drabanter, de politiske idealers bane sig beregne, ialfald med
nogen sandsynlighed. Men forholdet mellem det politiske ideal og
den politiske virkelighed er altid den specifike modsætning. Naar
der raser borgerkrig i en ståt og alle ordenens baand løses, cla
opstaar uvilkaarlig i de tænkende og fornuftige statsborgeres sind
diktaturet som politisk ideal, da fremtvinges af det fortvilede hjerte raabet:
Ave Cæsar! Vive VEmpereur! Den sørgelige virkelighed har
frembragt sin modsætning som politisk ideal. — Naar et despotisk
zarregiment støtter sit herredømme paa galger og bajonetter, styrer landet
med knut, ikke agter hverken hjem- eller fædrelandsfølelse og
befolker de sibiriske bjergverker med offervillige helte, da opstaar i
hundreder og tusinder af fortvilede sjæle det ene ideal: paa en
hvil-le ensomhelst maade, og med et hvilketsomhelst middel at styrte hele
dette barbariske regimente og alt, hvad dermed paa nogen maade hænger
sammen; — det positive ideal heder nihilisme. Naar en stolt
magthaver i en „konstitutionel retsstat" byder den offentlige mening trods
og sætter sin vilje over nationens repræsentanters, da synker troen paa
værdien af lov og forfatning, da svinder tilliden til de fastslaaede
sandheder, da mister retsordenen sin betydning, da blir lov- og retløsheden
i sin usminkede nøgenhed det politiske ideal, og mens den for sent
komne Cæsar hævder QuqcI principi placuit, pro lege habebur, lyder
fra ungdommens struber det høirøstede raab: leve anarkiet! Vi
mindes, hvorledes keiser Joseph II, der var opvokset i „oplysningens"
skole, og som hyldede rationalismens grundsætninger, en god dag
besluttede at gjøre en tysk ståt af Østerrige og lovlig fastsatte det tyske
sprog som eneste embeds-, rets- og skolesprog for alle Østerriges
folkeslag. Hvad var følgen af denne forholdsregel ? I alle Østerriges
ikke-tyske stammer dukkede dengang op et ideal, som hidtil havde været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
