Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Kristian Frederik og Karl Johan. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216.
havnske Selskabsliv, inden han blev sendt op til Norge; man talte
om hans „Apollohoved" og sa om ham i den
ohlenschlägersk-old-nordiske Stil, at han var „skjøn som Baklur, veltalende som Brage".
Han overstraaiede aldeles Fætteren Fredrik den Sjette, — det
skulde eier jo iøvrigt ikke meget til, ■—- og kunde synes et rent
Vidunder af Begavelse inden den idet hele saa tarveligt udstyrede
Oldenborger-Æt.
Hans Fortrin og Egenskaber var imidlertid allesammen
saadanne, der skaber en Helt i en Balsal eller ved en
Bordkonversation, men ikke paa den historiske Skueplads eller i Handlingens
Verden. Selve clen Skjønhed, som man var enig om at tillægge
ham i Samtiden, synes, efter Portræterne at dømme, at ha været
af clen glatte, ukarakteristiske Art; „Apollohovedet" af den Slags,
som man finder i Modejournaler. Hans Veltalenhed var en paa
Overfladen glidende, uden virkelig Varme eller Kraft, — et banalt
Blomstersprog. Han var, som det blev sagt om ham i en Tale
for den norske Høiesterets Skranke, „deklamatorisk uden Kraft,
pralende uden Mod, blændende uden Virkelighed". En
Dilettant-Natur, — forlystelsessyg til det yderste, — optat af Smaating og
Forfængelighedens Lapperier midt under de alvorsfuldeste
Omstændigheder (man huske t. Ex. hans Udnævnelse af den lange Række
Kammerherrer og Kammerjunkere, den første Handling han
foretog sig som Norges Konge, og hvilken han selv tilla saamegen
Betydning, at han har noteret Navnene paa samtlige de Lykkelige i
sine ellers saa knappe Dagbogsoptegnelser fra dette Tidspunkt), —
bøielig, givende efter for sine Omgivelser, ubeslutsom, ræd for
Ansvar, vigende tilbage for enhver Fare, enhver Vanskelighed, —
saadan viste han sig i 1814, saadan efter 1839 som Danmarks
Konge.
Det er et mærkeligt Vidnesbyrd om det Trylleri, Rangen,
Fødselens Glands endnu dengang øvede, at man kunde ta saa
grundig feil af ham, — at ikke blot Mænd som Pav els, men
endog Georg Sverdrup, Jonas Rein, Kr. M. Falsen kunde
se i ham en Helt, en stor Mand, — „Europas første Konge" —
„som skabt til at være Folkestyrer" o. s. v. — at ikke Alverden
sa meel den gamle Dølekjerring: Vakkert Kjød og Blod, men for
vek til at bli Norges Redningsmand.
Ved de første Skridt han foretog som den norske
Folkereisnings Leder, traadte Defekterne i hans Karakter og Intelligent»
endnu ikke frem. At udfærdige Proklamationer, holde Taler o.
desl., — derved strak han til. Hans Karaktersvaghed kunde endog,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
