Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - W. Gabriélidi: Den græsk-tyrkiske krig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229.
med fare for at tabe." Var der spor af mening i dette ord? Man
kjæmper for at seire; som man spiser for at blive mæt, som man
gaar i teatret for at more sig, som man gaar tilsengs for at sove,
— saaledes fører man krig for at seire. Da vi nu ikke behøvede at
føre nogen krig, da vi uden kamp kunde opnaa Kretas fuldkomne
autonomi, da alle magter var villige til at erkjende, at øens befrielse
udelukkende skyldtes afsendelsen af den græske hær og flaade: hvad
kunde saa raabet paa krig for enhver pris betyde andet end en
akut neurose hos de folk, som opløftede raabet? Og disse folk
dannede den sociale elite og virkede gjennem tale, i pressen, ved
telegrafer og post, i kaféer, paa offentlige pladse og i stortinget paa
de lavere samfundslag, — paa hele folket. Andetsteds bestaar eliten
af dem, som skaber idéer og følelser, af prester, lærde og kunstnere.
Men vor parlamentarisme er modstander af enhver sund social og
politisk udvikling og har fjernet cle bedste fra den offentlige
virksomhed ; clen har taget ledelsen fra hovedet og givet den til fødderne.
En af vore indflydelsesrigeste politikere sagde engang med fuld
ret, at en god stortingsmand maatte have kraftige næver og flinke
fødder: næverne for at tilkjæmpe sig indrømmelser for de mange
embedsmænd og dommere i riget, fødder, for som en tro hund at tjene
sine herrer vælgere. I virkeligheden seirer ved valgene de mænd,
som kan løbe bedst. Den bedste ros, en nationens repræsentant kan
høre, er udraabet: „Se der er en stortingsmand, som aldrig sidder!"
Kun de kandidater kan være sikre paa sit valg, som hverken spiser
eller sover, hverken taler med sin familje eller spaserer for sin
for-nøielse, men udelukkende beskjæftiger sig med at gaa de utallige veie
og korrespondere med sine tillidsmænd.
I saadanne kredse er krigstanken opstaaet. Og ved en
psykologisk let forstaaelig proces har denne tanke reflektorisk forvandlet
sig til handling. Alle skreg: „Leve krigen!" En af de
radikaleste aviser offentliggjorde samtaler med hotelværter, hattemagere,
skomagere, melkehandlere, skræddere, juvelerer, urmagere, konditorer,
smaahandlere, — og alle kom til den slutning: „Forening med Kreta
eller krig!" Alle truede baade kongen og regjeringen. Ve den,
som vil bedrage folket og ikke erklære krigen! Man hørte ogsaa
raabet: „Enten forening med Kreta eller krig med Tyrkiet, ellers–-
— — borgerkrig!" Naturligvis skeede dette under den sikre
overbevisning, at seiren vilde blive vor. I en patriotisk avis læste man
før krigserklæringen: „Vi vil seire; vi vil, saaledes som vi faktisk er,
blive anerkjenclte som Europas eneste, sterke forkjæmpere mod
Kus-land og panslavismen." Disse idéer blev udbredte, troede og for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
