Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. E. Løseth: François Coppée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237.
en vis originalitet. Men endda var han saa omtrent ukjendt. Da, i
håns 23de aar, indtraadte det store vendepunkt i hans poetiske
eksistens. Han gjorde bekjendtskab med én, som satte ham i gang og
sørgede for at faa ham frem. Det var ingen mindre end Catulle
Mendés. Denne førte ham ind i en liden kreds af reformerende
skjønaander, et cluakel, der var en afdeling af den saakaldte
parnas-siske skole. Mendés’s navn er uadskillelig fra denne skoles
begyndelser. Han skrev om dens oprindelse en bog, hvor han, siger
Brunettere1), tilmaaler sig selv lidt vel megen ære af stiftelsen og
anførselen. Høvdingerne var jo Leconte de Lisle og Théodore de
Banville. Hivert fald har Mendés betydelige fortjenester af den nyere
retning, og hans storhed som kunstner er hævet over tvil2). Til denne
mand henvendte da Coppée sig med sine vers og indviedes af ham i
„Parnassets" hemmeligheder, haandverkets finesser, lærte at være
ubønhørlig mod sig selv i fordringen til formens fuldendthed, at sky
alt det gamle slurveri og ä peu pres, som romantiken havde seet
gjennem fingre med. Om sin optræden blandt parnassianerne og deres
chefer3) fortalte han siden selv i en række avisartikler i bladet Patrie,
hvor lian fra 1880 til 1884 var teateranmelder, og naar der manglede
stykker at skrive om, tog han for sig, hvad der kunde falde af litterære
foreteelser, saaledes da ogsaa det, han havde seet af den parnassiske
skoles tilblivelse og medlemmer. Disse skildringer er let skrevne og
har sin historiske interesse, forsaavidt som de udvider vort kjendskab,
til de begivenheder og personer, der bestemte skolens skjæbne, men
saadanne essays ligger egentlig ikke for Coppée; som kritiker viser
han sig i besiddelse af megen bon sens, men kommer ikke ud over
dilettantens standpunkt.
Hans første offentlige digtsamling, le Reliquaire udkom i 1866,
Den er dediceret til altmeisteren, Leconte de Lisle; det skulde da.
betegne, at forfatteren sluttede sig til de nyere, parnassianerne, men
indholdet røber endnu kun liden paavirkning fra den store olympiker.
Titelen „Relikvieskrinet" skal antyde, at digteren vil give os sine.
drømme og illusioner som noget afclød, som relikvier fra en svunden
tid, minder fra gjennemlevede stemninger, oftest smertelige eller
vemodige. Det bliver altsaa mest elegier. Coppée begynder som elegiker,
og det elegiske beholdt han ogsaa senere ved siden af det realistiske.
x) Histoire et litterature, II, 207.
2) Lescure taler noget, om, at det største Mendés har gjort i litteraturen
var, at han opdagede Coppée. Det er nu en barok enormitet.
3) Han sammenligner sin gang til modtagelserne hos L. de Lisle med
Muselmændenes til Mekka.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
