Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. E. Løseth: François Coppée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242.
der optager den største plads. Skildringen af hyrdetimen1) er dristig,
efter germanisk opfatning endog drøi. Coppée har i disse galante
sange sat en ære i at vise, med hvilken dygtighed han kunde behandle
saa delikate emner. Der er intet grovt eller direkte uanstændigt orel.
Han maler og detaljerer saa langt ud paa randen som muligt, for,
siger Lescure, at overvinde vanskeligheden, lege med faren,
fremstillingens fare. Men selve det skabrøse ved stoffet har tydeligvis ogsaa
øvet en vis tiltrækning; her, som ofte ellers, spiller det kjødelige en
fremtrædende rolle.
Men ikke alt er bare sanselighed hos Coppée. Hans lyre som
hans hjerte eier dybere strenge. I sit inderste higede han efter en
ædlere kjærlighed, som vi hørte det gjennem hans udbrud mod le passé
fatal, og efterhaanden blev dette ideale drag sterkere. Klarest
kommer det til udtryk i elegiegrappen VExilée, hvor han kvæder om
sin haabløse kjærlighed til en ung norsk pige, han engang traf i
Schweiz. Man har ment, at dette atter blot var en fiktion, une
fcin-taisie de poéte, men biografen forsikrer, at Coppée skildrer noget
selvoplevet, en virkelig begivenhed. Og dermed stemmer tonen, som
denne gang er en ganske anden end i de tidligere amourettesange.
Før fortalte digteren os, at han gjerne vilde dø, fordi han ikke kunde
elske mer. Nu siger laan os, med vemodig fryd, at han har
gjen-vunclet evnen dertil. Og hans ord gjør et sanclt og naturligt indtryk:
Enfant blonde aux doux, yeux, o rose de Norvege, ....
Cygne pur émigré de ton climat de neige! ....
Quand tu parus, naive et cl’or vivant coiffée,
J’ai senti gu’un espoir sublime et surhumain
Soudain m’enveloppait de sa chaude bouffée.....
A ce dernier bonheur j’étais loin de m’attendre,
Et je me croyais mort a toutes les amours;
Mais j’ai vu ton reg ard spirituel et tendre,
Et tout m’a bien prouvé, dans les instants trop courts
Passés auprés de toi, blonde soeur d’Ophélie,
Que je pouvais aimer encore, et pour toujours.
Et je ne me dis pas que c’est une folie,
Que j’avais dix-sept ans le jour oü tu naquis;
Car le triste passé, je l’effaee et Voublie.
Et tu ne peux savoir ä quel point c’est exquis.
Dette er introduktionen. Ogsaa de følgende stykker indeholder vakre
ting, men rigtignok tillige endel smagløsheder og banaliteter.
!) Stykke IY. Det samme sujet i le Reliquaire (digtet la Tréve).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
