Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. E. Løseth: François Coppée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
249.
faldes af en rajahs glubende hund og hæver stokken for at forsvare
sig; til straf blir paa stedet hans næse og øren skaaret af. Coppée
kvalificerer da straks rajahen som le despote imbecile et méchcint,
Vodieux rajah. Hvortil disse attributer? Dem kan læseren tilføie i
sit stille sind. Digteren havde her ingen anden opgave end at
fremstille uden moraliseren. At han nærer medlidenhed med den arme
paria er i sin orden, det gjør vi ogsaa, men virkningen vilde være
bleven langt sterkere, hvis han havde betvunget sin harme saa vidt,
at den ikke fik udøse sig i bebreidende adjektiver, hvis han som L.
cle Lisle havde ladet den gjære uncler ordene, saaledes at vi følte
den istedenfor at høre den ligefrem udtale. I la Veille’e, det sidste
af stykkerne, kaster han epiken rent overbord og retter en apostrofe
til frelseren. Maaske har han med forsæt optaget elementer fra to
forskjellige genrer i clen hensigt at skabe en ny, men isaafald kan
lians artistiske eksperiment ikke siges at liave ført til et ublandet
behageligt resultat. Apostrofen er vistnok i og for sig smuk og følt,
men den tager sig ud som et hors-cl’oeavre og giver den episke
fortælling karakteren af en homilie. Det havde passet bedre, om dette
cri de coeur var kommen fra heltinden, ikke fra forfatteren. Det
lyriske ligger tydeligvis mere for ham end det episke. Ikke
destomindre kan han fortælle helt objektivt ogsaa, som i Un Evangile
(smukt og inderligt, uden præk, med fin opfatning af evangeliets aand
og Jesu lære, i en her som ellers mesterlig fonn), Duel de raf fines
(en let henkastet, gratiøs humoreske fra de unge kaardeadelsmænds
færd i Ludvig XIII’s dage), le Pharaon og le Liseron, men
VHiron-delle du Bouddha, et af de mest bekjendte, svigter mod slutningen
den rette tone. Af cle andre er flere temmelig intetsigende og matte.
Den sidste samling, Contes en vers, fortsætter les Humbles og
rangerer ikke meget høit, byder kun ét digt af større kunstnerisk værd,
VEnfant de la Balle. Det er maaske Coppée forbeholdt at afslutte
denne art af digtning, som har været dyrket og yndet lige fra
fabli-auernes tid. I de germaniske lande, hvor genrens liv var mere
kunstigt, vilde det nu tildags neppe falde nogen ind at skrive fortællinger
paa vers. Ogsaa i Frankrig trænger prosaformen sig stedse sterkere
i forgrunden, og Coppée har ved si;1 en af sine versificerede historietter
udgivet flere bind prosafortællinger. Det første af disse, et
ungdomsarbeide, uroligt og nervøst, indeholder blot to nævneværdige skizzer,
les Vices du Capitaine og Mon Arni Meurtrier. De bedste findes i
Vingt Contes nouveaux: Une Mort volontaire, Un Vieux de la Vieille,
la Griffe de Lion, VEnfant Bibelot, La Brosse ciux Miettes, Un
Accident, Le Naufrage cle „l’Inflexible", glimrende realistiske skil-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
