Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. E. Løseth: François Coppée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250.
dringer af moderne mennnesker og forhold, gjerne med et underslag
af mildhed og humor. Den tredje afdeling, Contes rapides, holder
ikke, hvad titelen synes at love. Det, som der serveres os, er i regelen
langt, kjedeligt, sentimentalt, og fortælleren kredser for meget om sin
egen person. Om sig selv taler han ogsaa i sine noveller og romaner,
hvoraf ingen kommer ud over clet middelmaadige. Stilen i hans
prosaskrifter flyder let og ugeneret1) og passer til det realistiske
indhold, men mangler fasthed og dybere gjennemarbeidelse.
Mest kjendt og anset ude blandt masserne er Coppée ved sin
virksomhed paa det dramatiske gebet. Allerede hans debut, Je Passant\
blev en stor succes (1869). Det er første gang, vi ser den parnassiske
skole repræsenteret i dramaet, og man har sagt, at ligesom romantikerne
havde demonstreret meel Herm an i, saaledes opstak parnassianerne sin
fane med le Passant. Dette gjælder da væsentlig formen, de skjønt
ciselerede vers, ti indholdet minder om romantiken; hænderne er
Parnassets, men røsten Mussets. Fra ham har Coppée tydeligvis laant
det italienske sceneri og den lyriske stemning, som hviler over denne
lille elegisk-dramatiske situation. Men han har efterlignet med smag; paa
enkelte sentimentale og retoriske drag nær virker det hele fint og poetisk.
Intet under da, at publikum reves med2) og begjærlig nød denne poesi
som en forfriskende modsætning til al den halvraadne letfærdighed fra
det andet keiserdømmes sidste dage: det var som musik fra en
trylle-fløite midt op i cancan spetaklet fra Offenbachs operetter. Beruset af
den lykke, han havde gjort, lavede Coppée i de følgende aar stykke
paa stykke, famlende prøver, som ikke har synderlig an clet for sig end
de smukke vers3). Pørst ved le Luthier de Crémone (1876) slog
han paany igjennem, et meget pent og net lidet stykke, som endnu
stadig spilles paa Theatre français. Men hovedpersonen, den
pukkelryggede Pilippo, er ikke rigtig levende; han blir schematisk, og i meget
af det, han siger, er der ved siden af smukke ting ogsaa et og andet
retorisk — tørt, sentimentalt og lavet sørgeligt. Der kunde være
gjort mere ud af denne figur; Coppée har holdt clen for yderlig og
abstrakt, hans pukkelryggede mangler individualitet og er lidt for
sød og for sublim. I det hele er stykket en smule jasket og overfladisk.
Men det har et anstrøg af finhed i forbindelse med noget rørende og vil
’) 11 ecrit, quand il veut, une prose aisee, riante et limpicle, siger A. France
i la Vie litter III 289.
2) Dertil bidrog i høi grad spillet (Mile. Agar og Sara Bernhardt).
3) Et eneste teaterstykke er i prosa, det romantiske l’Homme et la Fortune,
som ikke blev opført; dets helt har en sterk familjelighed med V. Hugos
Euy Bias.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
