Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. E. Løseth: François Coppée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251.
derfor ufeilbarlig behage det almindelige teaterpublikum. I 1879 opførtes
le Trésor (en skjult skat gjenfindes pludselig i clet nødvendige øieblik
ved et teaterkup). Coppée har, som de fleste parisere, en egen
svaghed for det røverromantiske, det melodramatiske3.) Den kommer ogsaa
frem i hans lange, pompøse tragedier eller historiske dramaer a la
V. Hugo og Corneille; cle berømteste er Severo Torelli (1883) og
Pour la Couronne (3 895), begge baserede paa et fadermord og fulde
af blod, rædsler og hyl. Formen udmerker sig vecl sin skjønhed, og
mange scener og repliker er dramatisk eller lyrisk vellykkede, men
— lad os haabe, at Coppée er den sidste, som targer op clisse
gammeldagse tragedier, og at genren altsaa begraves med ham; den trænger
nu til hvile.
Coppée har svunget sig op til at blive en af nutidens populæreste
skribenter. Han har forstaaet at skrive for alle klasser af læsere ved
sin eiendommelige blanding af kunstnerisk raffinement og grovskaaren
bred folkelighed.4) Med aarene har den folkelige side faat overtaget.
Han optræder nutildags som den interesserede arbeiclerven og deltager
i socialistiske møder; han er ifærd med at blive en slags folkelig liremand,
le Béranger de notre fin de siécle, som Lemaitre kalder ham. Han
har atter opslaaet sit paulun paa den venstre Seinebred og bor nu tæt.
ved det latinske kvarter. Sin plads i departementet ombyttede han
kort før krigen med en bibliotekarpost i senatet, opgav saa den igjen,
Var en stund arkivar ved Theatre Français, fratraadte efter sin optagelse
i akademiet og har siden levet som homme de lettres uden fast stilling..
Han pleier at forfatte festdigte ved høiticleligheder og har intet imod
at anvende sit mægtige formtalent i leilighedspoesiens tjeneste. Vi
gjenfinder ogsaa paa dette omraade hans glimrende vers, de harmoniske
rytmer, den indsmigrende melodi i de smukt valgte ord, de fuldendte
rige rim og de gratiøse strofeperioder, der draperer hans tanke som
med et langt bølgende serpentinegevandt. Men det kan ikke negtes,
at han ofte stoler for meget paa sin skjønne form og viser sig større
som tekniker end som digter. Trods al hans virtuositet trænger der
sig ind enkelte kolde, upoetiske strømninger, noget stivt, ikke helt.
naturligt, som bryder hans undertiden lidt stakaandede inspiration. Men
i hans bedste sager staar indholdet paa høide med formen; der nyder
vi un charme leger comme un parfum (Lemaitre), en beundrings-
3) Melodramaet, er Coppées to qua de, heder det i le Journal cles Goncourt,.
ni. i, 169.
4) Symbolo-dekadenternes angreb har ikke skadet ham. Han ved, at de
betragter ham som un vieux pompier, men han tager sig ikke nær deraf; cf. Huret„
Enquete, p. 812 o. f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
