Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Bøgh: Walter Crane om kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
304
cle asiatiske Folkeslags og Middelalderens og Ungrenæssancens
dekorative Opfindelsesgeni, som gjød sit Trylleskjær over alle Hverdagslivets
Gjenstande, for ikke at tale om de Triumfer, det feirede i Maleri
og Skulptur? Kunde vel al denne Skjønhed alene hænge i en
skrøbelig Spindelvæv, bare ha sin Rod ene og alene i en eller to
Maleres Opfatning, medens den som et Irlys flagrede over et Morads
af Ligegyldighed, Fordummelse og Brutalisering?
Den Slags Anskuelser viser netop klart vore nuværende
Tilstande, mener Walter Crane. I vor Tid, da enhver Kunstner kun
tænker paa sin egen Intéresse, da enhver søger at vinde sit eget
Publikum, der blindt sværger til ham, kan saadanne Forestillinger
om Kunsten som ren individuel ikke forundre, — tvertimod, anvendt
udelukkende paa den moderne Kunst, [dækker de endogsaa saa
temmelig de forhaanden værende Forholde. Men lidt mere rolig
Prøvelse vil straks lære os, at Kunsten dog hviler paa langt dybere, mere
tilforladelige Fundamenter. Glæden over det skjønne, dette være
nu af menneskelig eller anden Natur, Belysningens, Farvens,
Formens og Klangens Skjønhed, det er altsammen Menneskehedens
Fælleseje og hører til dens Livsbetingelser, ialfald saalænge som
Mennesket endnu gjør Fordring paa overhovedet at indtage en Slags
Særstilling i Skabningens Rige. Hvor dybt denne Skjønhedssans
skyver sine vidtforgrenede Rødder ind i Naturens allerinderligste,
fremgaar vel bedst deraf, at man kan paavise denne Følelse for
visse Farver og dekorative Virkninger selv hos Dyr, fremforalt hos
Fuglene.
Denne universelle Følelse, som alle Mennesker mere eller mindre,
bevidst eller ubevidst, har sin Del i, men som kun hos forholdsvis
faa Enkeltindivider skaffer sig fuldt og lielt Udtryk med passioneret
Lidenskabelighed, denne Følelse kan alene Kunsten iklæde klart
forstaaelige Ord. Og Walter Grane tilføier her, at han for sit
Vedkommende ikke skræmmes tilbage for den Paastand, at enhver,
hvis Hjerte endnu røres af Musikens indsmigrende Melodier, enhver,
som endnu formaar at henrives af en Digtnings Skjønhed, som ikke
staar kold ligeoverfor den mægtige Pathos i Form og Farver, som
overhovedet ikke gaar blind og døv gjennem Livets Vrimmel, men
hvis Sjæl endnu staar i Harmoni med Naturen, kort enhver, som
endnu formaar at føie og fornemme Menneskelyst, bærer i sig,
om end dvbt begravet, Stoffet til en sand Kunstner."
Men selve Skaberevnen, Kraften i dot kunstneriske Udtryk,
har, efter Cranes Mening, altid — under alle Kunsters muligs lige,
fælles Tilværelsesbetingelser — frembragt de ædleste og fornemste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
