Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Bøgh: Walter Crane om kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
309
ligning med tidligere Tider blir der nu tildags betalt overordentlig
høje Summer for enkelte Malerier og at enkelte Kunstnere har
samlet sig en respektabel Formue. Men disse høje Billedpriser
beviser netop bare det, at Kunsten er bleven et Stykke
Markedsvare, som Kapitalen har bemægtiget sig og hvormed der kan skakres
lige saa godt som med enhver anden Børsværdi. Og hvad de enkelte
Maleres Rigdom angaar, er der god Grund til at spørge, om denne
altid staar i Forhold til deres Præstationer eller om den overhovedet
er en tilforladelig Maalestok for deres virkelige Dygtighed, deres
kunstneriske Begavelse. Overlæsset med Bestillinger har den Maler,
som engang er kommet i Mode, som oftest kun Valget mellem
enten at overarbejde sig eller at producere Undermaalssager. I
enkelte Tilfælde gjør han begge Dele. Og selv et saadant „Lykkens
Skjødebarn", hvormegen Lidelse udstaar han ikke, hvilke Kampe
maa han ikke føre for Tilværelsen. Alt i alt seet, vil denne
Handelens Indflydelse aldrig kunne bringe Kunsten nogen Velsignelse.
Idet Walter Crane dernæst peger paa den uhyre Sum af Energi
og Talent, som paa denne Maade forbruges til ingen Nytte i en
ulige Kamp, spør han med fuld Ret, om ikke al denne Kraft maa
og bør nyttiggjøres for Samfundet ved at ledes ind paa andre, mere
frugtbringende Baner. Han nævner saadanne Opgaver som at smykke
vore Gader og offentlige Pladse, vore Auditorier og Jernbanestationer.
Og under Omtalen heraf blir hans Indignation til ætsende Haan.
„Disse Steder — siger han — hvor nutildags en anden Udvækst
af Kommercialismen driver sit skamløse, enhver Skjønhedsfølelse
kvælende Værk, denne afskyelige Reklame med alt sit Markskrigeri,
og sin skrupuløse Selvprostitution, hvormed hver Vægflade, hvert
disponibelt Hjørne er overklistret, saa at vort Øje, trættet ved al
denne fabelagtige Skrigen af Former og Farver, forgjæves søger en
liden tom Plads, hvor det et Øjeblik kan hvile."
Hvorledes kan da saadant linde Sted i en Tid, der bestræber
sig for paa enhver Maade at befordre Kunsten og som tillige besidder
fint udviklet Skjønhedssans ? Hvorledes kan disse utrolige
Smags-forvirringer udvendig rime sammen med den ’næsten raffinerede
Smag i det indre? Hvorledes er dette muligt?
Walter Crane svarer ikke direkte paa disse sine Spørgsmaal,
men han gjør alle ansvarlig for Tilstanden. Vi er alle, siger han,
saa forhærdet, at vi ikke engang føler disse Uhyrligheder.
Tvertimod — enten vi vil eller ikke — er vi ovenikjøbet tvungne til at
finde Smag i dem, thi disse Annoncer og Reklamer hører nu engang
uadskillelig med til vort socialøkonomiske System. Der gives ingen Ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
