Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Bøgh: Walter Crane om kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310
vej. Saaledes er det, og saaledes vil det blive, saalænge vi tillader
denne egenkjærlige, demoraliserende og samvittighedsløse
Kommercialismens Dæmon at tyrannisere og udplyndre os under dens evige
Skrig: Profit, Profit! Saalænge maa enhver højere Stræben gjælde
for Hjernespind og unyttige Drømmerier, saa længe maa ethvert
Forsøg paa at forbedre vore forstyrrede sociale Forhold strande
paa de priviligerede Interessers skarpe Rev.
Som karakteristisk for vor Tids Kunstforhold anfører Walter
Crane, at George Frederick Watts — „en af de faa Kunstnere, som
selv i vore Dage forstod at bevare sit Hjerte for Idealismen" —
tilbød at smykke med Fresker Ventesalen i Euston-Stationen
uden Godtgjørelse, kun skulde Jernbanekompagniet bekoste
Anskaffelsen af de fornødne Materialier. Dette højsindede Tilbud blev
afslaat. Hvor i al Verden kan monumental Kunst, som til syvende og
sidst ikke er andet end dekorativ Udsmykning i sin mest ophøjede
Form, trives, naar den møder en saadan stump Apati hos Samtiden?
Nej, mener Crane, vil man fremelske en skjøn Blomst, maa man
ikke alene ha Frø, men ogsaa den for Planten nødvendige Jord og
det for den passende Klima. Det er dette vor Tid mangler, og
derfor vil Dommen over den engang udtale, at dens berømteste
Penne, dens dygtigste Malere har sat sin højeste Ærgjerrighed i at
fylde al Verdens Tidsskrifter og Revuer med det altid nødvendige,
hurtig læste og ligesaa hurtig glemte Stof, og at vi, istedetfor at
give vore bedste Tanker en blivende og værdig Fonn, nøjer os meel
stadig vekslende og hinanden udslettende Trivialiteter. Den samme
Dom vil beklage sig over, at saa mangen uvurderlig Perle er gaat.
tabt for Efterverdenen, ganske bortseet fra alt det Geni og Talent,
som saaledes ubenyttet er blit baaret til Graven.
Den monumentale Kunst forlanger et helt Folks Sympati, et
Folks, der føler sig som ét i sine Samfundsinteresser, hvis Hjerte
slaar for Historiens Drama og som er stolt af de Kampe og Offre,
dets Erhvervelse af Frihed har kostet det. Et Folks Sympati
forlanger den, som er vant til en fornem ideal Omgivelse, vant til at
give sine Tanker og Bestræbelser et frit mægtigt Udtryk, som endnu
blir bevæget af dette Livs Spøg og Alvor og som kan føie en ligesaa
sand Glæde over en opfindsom Fantasi som over Formens og Farvens
Skjønhed. I disse Fordringer ligger der da heller intet, som ikke
staar i fuld Samklang med en sund, menneskeværdig Tilværelse.
Men en saa høj Opfatning af Kunsten kan ikke komme til
Kræfter i en Tid, hvor Hverdagslivet, det offentlige som det
private, intet byder hverken af ædel Simpelhed eller enkel Værdighed, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
