Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Immanuel Ross: Bidrag til Norges kulturhistorie i første halvdel af 19de aarhundrede. Om forbrydelse og straf. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
363
og haaber, at det da maa kunne lykkes, men ogsaa kun ved, at man
arbeider for gjennemgribende reformer. Dens ord er noksaa
betegnende og opstillede vistnok et rigtigt program, der ogsaa af de senere
tider blev fulgt, og som førte til et godt udslag; men det var et
program, som var lettere at opstille end at iverksætte, og som under
iverksættelsen ikke sjelden misforstodes og vakte haard modstand.
Den siger: „Det er efter kommissionens underdanige formening denne
(tidligere fremstillede) den lavere almues vedblivende elendige, halv
forladte tilstand under de øvrige klassers fortvarende fremgang til det.
bedre, denne store spaltning mellem samfundsklasserne og stedse
tiltagende fjernelse i deres gjensidige forhold og interesser, der er roden
til en stor del af vor tids materielle og aandelige samfundsonder. Men
er dette tilfældet, saa er ogsaa lægemidlet givet. Der kan ikke være
tale om en bortkastelse af oplysningens, civilisationens og industriens
frugter; følgelig maa de klasser, der ikke hidtil har kunnet nyde
disse, gjøres delagtige deri; der maa med omhyggelighed sørges for
alt, hvad der kan bidrage til at hæve de lavere og laveste folkeklasser
til et høiere punkt af ydre og indre velvære. Det er altsaa
næringsveienes fremme — eller maaske rettere bortryddelse af alle i
lovgivningen og forholdene liggende unaturlige hindringer for deres frie
udvikling, —- forbedring af folkeopdragelsen og navnlig modarbeidelse af
den frygtelig overhaandtagende drukkenskab, ophjælpelse af
almuskole-væsenet, fattigforsørgelsesvæsenet o. s. v., hvori ogsaa den eneste
radikale hjælp mod forbrydelsernes tilvekst er at søge. Men mens.
man erkjender dette og ikke undlader at virke i overensstemmelse
med denne erkjendelse, tør man ikke overse de nærmere og mere
umiddelbart virkende aarsager til ondet, som ligger i vor forældede og
upassende kriminallovgivning og især i vore strafanstalters slette
beskaffenhed."
Ja, kriminallovgivningen var upassende, og strafanstalternes
beskaffenhed var slet! Det første er der tidligere forsøgt givet et
indtryk af, — der skal da nu kastes et nærmere blik paa s trå f
anstalterne.
Landets strafanstalter var de saakaldte „slaverier" ved alle
fæstningerne — undtagen Kongsvinger —, altsaa i det hele 6, og
„tugthusene" i Kristiania, Kristianssand, Bergen og Trondhjem.
Slave-rierne optog de fleste og værste forbrydere — kun mænd; tugthusene
de kvindelige forbrydere og de mænd, der ikke havde forbrudt sig
saa haardt. Slaverierne stod alle under fæstningskommandanternes
overledelse og i det hele under militært tilsyn. Allerede i 1814, da
endnu fangernes antal ikke var saa stort, var lokalerne, trange og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
