Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Immanuel Ross: Bidrag til Norges kulturhistorie i første halvdel af 19de aarhundrede. Om forbrydelse og straf. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
364
slette; men værre blev det, da forbrydernes antal saa hurtig voksede
og den fattige ståt, som havde krav paa sig i alle retninger, ikke
magtede at skaffe nye eller hensigtsmæssige bygninger. Man maatte
hjælpe sig med gamle barakker og magasinhuse, der fik den aller
tarveligste indredning for øiemedet, — ja, endog gamle mørke
krudt-huse og fugtige, halvimderjordiske kassematter benyttedes. Værst var
forholdet ved Predriksstens fæstning, hvor ogsaa tilslut en ganske
urimelig mængde fanger var sammenpakket. Fængslerne maatte oftere
optage henimod det dobbelte antal af, hvad der selv efter de tiders
låve fordringer var beregnet. Undertiden kunde man ikke skaffe
særlige lokaler til arbeide om dagen, men slaverne maatte opholde sig
dag og nat i de samme snevre rum, hvor der ingen ordentlig
ventilation fandtes — kun de smaa vinduer aabnedes engang imellem. Luften
blev derfor i en frygtelig grad udbrugt og forpestet, saameget mere
som latrinerne tildels var inde i selve fangerummet, eller ialfald saa
nær, at fængslerne opfyldtes af stank. Kubikindholdet af rummet for
hver fange sank endog lige til 113 kubikfod.
Paa sine steder maatte fangerne, naar de beskjæftigedes, sidde
med sit arbeide oppe i sengene, fordi der ingen plads var udenfor, og
i andre rum var lysaabningerne saa lidet talrige og saa smaa, at
fangerne, naar de skulde arbeide, maatte skiftes til at have sin plads ved
lysaabningerne.
Havde ikke fangerne tildels været anvendt i arbeide udenfor
fængslet og derved faaet bevægelse i fri luft, synes det antageligt, at
deres helbred maatte være blevet knækket i høiere grad, end tilfældet
var. Dog var dødeligheden inden fængslerne ikke lidet høiere end
blandt den frie befolkning, og det uagtet der udenfor fængslerne
naturligvis var adskillige forhold, som maatte løfte
dødelighedsprocenten, — forhold, der ikke kunde findes inden fængslerne — saaledes
ialmindelighed dødsfald ved ulykkeshændelser — skibsforlis og
baad-forlis f. eks. og paa mangfoldige andre maader. Desuden viser det sig,
at kommissionen i udregningen af dødsprocenten er gaaet lige ned til
lOaars alderen, uagtet der ikke i nogen strafanstalt fandtes stort antal
;af børn under 15 aar, og de enkelte, som var der, vel ikke kan have
tilbragt synderlig lang tid i fængslet. Uagtet saaledes formentlig
udregningen har taget altfor lidet hensyn til forskjellige faktorer, der
havde betydning, var dog dødelighedsprocenten i straf anstalterne i 1835
henimod 2 pct., mens den for den frie befolknings vedkommende kun
var 1.62 pct. De hyppigste døclsaarsager angives at være:
nervefeber og forraadnelsesfeber, apoplexi, tæring, vatersot og
alderdoms-svaghed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
