Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Karl Federn: Jane Welsh Carlyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
385
„Ja, De er en Eva, De er skjøn og gjør alt omkring Dem skjønt,"
sagde den stakkars Irving, da han besøgte hende i London. Og
meget karakteristisk er det ogsaa, hvad en tjenestepige sagde om
hende: „Jeg gad vide, om der er andre damer i London, som selv
stopper sofa og stole, og som dog vedblir at være dame." Hun
forstod at indgaa de merkeligste forlig meel naboskabets eiere af lianer
og hunde, som forstyrrede Carlyle i hans søvn og arbeidsro. Hun
arbeidede sig syg og tildøde; hun havde i mange aar kun en
tjenestepige, og arbeidet var ikke at overkomme. Men da Carlyle i de
senere aar tog en pige til, vilde hun i begyndelsen ikke tage imod
det. Og det er igjen karakteristisk for forholdet mellem disse to
mennesker. Hvert af hendes breve taler om hoved- og ledsmerter,
om søvnløse nætter, om forkjølelse og hoste; Carlyle merkede intet.
„Kun naar jeg ikke _ spiser, er han bekymret," skriver hun engang.
Men hun gjorde det umulige og sluttede bestandig kontrakter med
husfæller og læger om, at han ikke maatte faa vide det, naar det var
daarligt med hende; og saaledes fik den i arbeide fordybede mand
intet se; men at han aldrig saa, at han skjændte, naar hun havde
ulidelige smerter, det fødte nag i hendes hjerte. Og det var egte
kvindeligt og viser, hvor lidet Carlyle forstod sig paa en kvindes
væsen. Hun skriver engang: „Saalænge en kvinde ikke græder, ved
en saadan mand aldrig, at der feiler hende noget; Grud opretholde
dem i deres dumhed!" Men liun var altfor stolt til at græde eller
klage. „Jeg havde jo ingen anelse om alt dette," skrev Carlyle
fortvilet, da han efter hendes død læste hendes breve.
Følgende er ogsaa karakteristisk: 26de februar 1842 døde
hendes moder. Hun var dybt og længe rystet, og alle mennesker var
dobbelt opmerksomme mod hende. Den 15de juli samme aar, dagen efter
sin fødselsdag, skriver hun til sin kusine: „Tænk dig bare, min mand
har denne gang givet mig noget paa min fødselsdag, han, som ellers
aldrig bryder sig om saadant tøv som fødselsdage og aldrig gaar i
butiker og kjøber noget. I alle store ting er han god og
hensynsfuld, men de smaa opmerksomheder, som vi kvinder lægger saa
megen vegt paa, har han aldrig vist mod nogen. Hans opdragelse
og den strenge aandsretning, som lian har af naturen, har gjort ham
fremmed for saadanne ting." Og det er sandt; man kunde ellers
komme til at gjøre Carlyle stor uret. Da han engang om høsten kjørte
til London i en postvogn sammen med en gammel kokkepige og der
udbrød et uveir, lod han kokkepigen sætte sig ind i vognen, medens
han selv tog hendes plads paa bukken. Og i Leigli Hunts
selvbiografi finder man følgende sted: „Jeg tror, at hvis der findes en
25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
