Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - William Morris: Hvorledes jeg blev socialist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396
partis grænseløse mængde er tvungen til at forholde sig roligt. Nylig
var der nogle, som aabent erklærede sig for modstandere af det
liberale parti, — nogle — eller rettere sagt to: Carlyle og Ruskin. Den
sidste havde, før jeg havde vendt mig til den praktiske socialisme,
været min lærer, som havde ført mig til det tidligere omtalte ideal. Ser
jeg tilbage til disse tider, saa kan jeg ikke sige andet, end at verden
tyve aar før Ruskin var en død ørken. Ham alene skylder jeg, at
jeg lærte at give min utilfredshed, som visselig var mere end en
indbildning, form og udtryk. Bortseet fra ønsket om at skabe og
frembringe skjønne ting, var den ledende følelse i mit liv kun had til den
saakaldte moderne civilisation. Hvad skal jeg sige mere om den, —
efterat de ord har undsluppet mig, at mit haab er dens tilintetgjørelse,
hvad skal jeg sige om dens fortrængen ved socialismen? Hvad skal
jeg sige om dens tyranni og dens bortødslen af mekaniske kræfter,
om dens elendige indretninger for samfundsvæsen og dens talrige
fiender mod enhver samfundsfølelse — om dens taabelige foranstaltninger
mod livets elendighed, om dens foragt for de enkleste fornøielser, som
ethvert menneske kunde glæde sig ved, om dens blinde gemenheder,
som har ødelagt kunsten, arbeidets eneste trøst? Alt dette følte jeg
den gang ligesaa klart som nu, men aarsagen, hvorfor alt var saaledes,
kunde jeg ikke forklare mig.
Tidligere dages forhaabninger var forsvunden, menneskehedens kamp
havde i mange aar intet andet frembragt end en lav, gemen,
hensigtsløs, hæslig forvirring. Det forekom mig, at den nærmeste fremtid kun
maatte øge alle de bestaaende misligheder ved at fjerne de sidste
rester fra hine tidligere dage, da civilisationens smuds endnu ikke
havde sat sig fast i verden. Det var triste udsigter, og naar jeg
betragter mig selv som en personlighed og ikke blot som en type,
især ligeoverfor mennesker af min beskaffenhed, der er ligegyldige
for metafysik og religion, saavelsom for videnskabelige analyser, saa
■er det, fordi jeg i mit hjerte føler en dyb lidenskab for jorden, og
hvad der rører sig paa den, og for menneskehedens historie. Skal
livets maal bestaa i at ende det i et kontor, omgivet af kuldynger,
med dagligstue-filisteri og en „liberal komité", som uddeler champagne
til de rige og margarin til de fattige, og det i saa lige portioner, at
alle skal føie sig tilfredsstillede? Og tro mig, — naar jeg
virkelig-tvang mig til at se fremtiden imøde, saa var det, fordi jeg saa dette
i den; og jeg tænker, der neppe vil være nogen, som holdt det for
umagen værd at kjæmpe mod en saadan fremtid. Og saa var jeg
bleven staaende foran en pessimistisk livsende, hvis der ikke
pludselig var tøet noget op i mig, saa at der midt i denne sump af civi-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
