Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Schjelderup: Tannhäuser for 50 aar siden - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
439
De fleste her citerede kunstnere og forfattere var i sin tid
berømte mænd. I det hele taget tog blot to mænd Wagner i
forsvar, fremfor alt den store Liszt og ved siden af ham merkelig
nok kritikeren Edvard H a n s 1 i c k, der senere blev Wagners
aller hadefuldeste modstander. Hanslick skrev den gang en
forstaa-elsesfuld analyse af Tannhäuser, som indlededes med følgende
erklæring: „Wagner er efter min overbevisning det største
dramatiske talent iblandt nutidens komponister." Hartmann skriver:
„Ikke uden indre bevægelse stanser vi ved disse Hanslicks ord.
Man opstiller uvilkaarlig følgende spørgsmaal: dersom denne
stemning hos en saa begavet, indflydelsesrig og ved sin glimrende
dialektik næsten almægtjg kritiker havde varet, vilde da den
ødelæggende trediveaarskrig være brudt ud? Neppe! med de smaa
bjæffere havde hverken Wagner eller wagnerianismen opholdt sig,
og de havde heller ikke kunnet vildlede den offentlige mening.
Men Hanslicks fiendskab gav oppositionen betydning i fasthed og
— slagord". Liszt skrev i 1849 en artikel i „Journal des
debats", hvori han aabenbarede en enestaaende dybde i forstaa
Isen af „Tannhäuser". — — — — xA.t en mand, dei dengang
ikke engang kunde skrive tysk, optraadte som den nationaleste af
alle tyske komponisters begeistrede, ja næsten eneste forsvarer, er
forunderligt, men betegnende for tiden og de daværende tyske
kunsttilstande. Et koteri af middelmaadigheder beherskede den
gang teatre, konsertsal og presse, kapelmestermusiken florerede og
den gjensidige assurances system var overalt gjennemført. Vistnok
er dette endnu den dag i dag tildels tilfældet, men kredsen har
dog udvidet sig adskilligt, og denne skjønne enigheds og gjensidige
tilbedelses tid er heldigvis forbi. Men i 1845 oplevede en genial
komponist, hvad det vil sige, at stikke haanden ind i et hvepsebøle.
Og i stedetfor at flygte feigt for sine modstandere brød Wagner
som en løve frem mellem dem og slog dem ned tilhøire og venstre
i rasende kamp mod de talløse dverges overmagt. Nogle aar senere
offentliggjorde han sine storartede teoretiske skrifter „Kunst und
Revolution" „das Drama der Zukunft", „Oper und Drama", hvor
han skaanselsløst blottede de elendige kunsttilstande og i store træk
tegnede et andet ophøiet ideal for kunstnernes stræben. Muligens
vil jeg en anden gang faa anledning til nærmere at dvæle ved
disse skrifter og til at omtale Wagners politiske optræden og deraf
følgende landflygtighed, da blot Liszt reddede den store
kunstner fra nød og undergang. Der gives neppe en stor kunstner, hvis
liv er saa interessant og lærerigt som Wagners. Stoffet er over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
