Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Malwida von Meysenburg: Erindringer om Joseph Mazzini fra aarene 1856—59
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
442
længe efter, at tilfældet atter førte mig sammen med ham. Træt
efter meget arbeide var jeg om sommeren reist ned td kysten,
til et af de mange smaa badesteder i England, som ikke er
underkastet moden og er blevet til luksuriøse fornøielsessteder, men byder
ro og stilhed for trætte mennesker. Jeg nød min rolige ensomhed og
sad daglig mange timer med mine bøger og skriverier nede paa
stranden, hvor tankerne kom til mig sammen med bølgerne. En dag, jeg
sad dernede, faldt der pludselig fra den noget høiere liggende kai en
formelig regn af smaasten nedover mig. Forundret saa jeg op og
opdagede to damer og en herre, som stod deroppe og smilede ned til
mig. I herren gjenkjendte jeg straks Mazzini; jeg havde som sagt
kun seet ham én gang før; men det var nok til aldrig mere at glemme
ham. Damerne var nogle englænderinder, i hvis familje Mazzini følte
sig som hjemme, og som elskede og ærede ham. Med den ene af
dem var jeg i mellemtiden blevet nærmere bekjendt, og hun havde
gjenkjenclt mig derovenfra. Det viste sig, at vi allerede i nogen tid
havde været paa det samme sted uden at have mødt hverandre; nu
indbød den anden søster, som var gift, mig straks til at spise middag
hos dem den følgende dag, Mazzini vilde ogsaa komme. Her i denne
intime kreds saa jeg den berømte agitator, for hvem fyrsterne skjalv
paa sine troner, først i hele sin varme, hjertevindende elskværdighed
og godhed. Den ene af søstrene, som troede, jeg var positivist, bad
ham fremsætte sin livsanskuelse, og han gjorde det med venlig
beredvillighed. Tilværelsens dybeste grund var for hain et aandigt
princip, som han kaldte Gud; fra ham udflød alle idéer om det gode,
sande og skjønne, hvis virkeliggjørelse i livet var vor opgave og pligt.
Han sammenlignede livet med en spiral, der løb omkring et høit fjeld;
jo høiere man kom, desto videre saa man udover den tilbagelagte
vei; men først paa toppen vilde man overskue det hele, tilværelsens
indre sammenhæng, grund og hensigt. Verdens perfektibilitet var liam
et dogme, og tro uden handling havde for ham intet værd; dersom
han havde oversat bibelen, vilde han have skrevet: „I begyndelsen
var daaden." Det var en sjelden nydelse at høre ham tale. Den
heftighed og skarphed, som overfaldt ham i politiske diskussioner, var
der her ingenting af; han var en profet, en vismand, som har at
forkynde en stor sandhed; hans skjønne, mørke øine glødede af indre
ild, hans stemme blev melodisk, og han udtalte engelsk, som han
fuldstændig beherskede, med sit modersprogs blide velklang. Jeg var
ingenlunde enig med ham i alt, men charmen ved hans ophøiede
personlighed vakte ogsaa hos mig følelsen af den dybeste beundring og
hengivenhed, og med glæde modtog jeg den gifte søsters indbydelse til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
