Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Malwida von Meysenburg: Erindringer om Joseph Mazzini fra aarene 1856—59
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
443
at besøge hendes gjestfrie hus i London, hvor Mazzini stadig tilbragte
sine aftener. Snart blev jeg et fortroligt medlem af den kreds, som
samlede sig her om aftenen, og en stadig søndagsgjest ved
familje-middagen, hvor ellers kun husets lille søn og Mazzini var
tilstede. Ganske naturlig kom jeg snart i det venskabeligste
forhold til ham og lærte hans forholde og væsen nærmere at kjende.
Hans moder havde nu sikret ham en beskeden pekuniær uafhængighed;
men han levede en anakorets liv for altid at have noget tilovers for
fattige landsmænd og for sin sag. Han boede i et lidet værelse, hvor
han selv hver aften indrettede sofaen til seng. Ingen luksus af nogen
art tillod han sig, undtagen cigarer, som han røgte en hel del af hver
dag, men som han vel ogsaa trængte til opmuntring i sit uafladelige
arbeide. Naar han om aftenen indfandt sig i vennekredsen, saa tog
ofte allesammen plads om et stort bord, og der begyndte et kortspil,
som vi allesammen gjerne var med paa for hans skyld, fordi der for
ham var hvile i saaledes at afbryde dagens tankeoprivende arbeide.
Naar han ikke var altfor træt, indtog han for det meste staaende sin
plads foran kaminen og talte om, hvad der for øieblikket optog ham
mest; da hang vi alle ved hans læber; ti alt, hvad han sagde, var
ædelt og høit, selv om man ikke altid delte hans anskuelser. Han
blev ofte hidsig, naar han talte om teorier, som han selv var færdig
med, og han blev derfor af mange anseet for intolerant. Jeg forstod
ham snart bedre og begreb, at hans heftighed kun var utaalmodighed
hos et menneske, som ikke har tid til at gjenoptage, hvad der éngang
er afsluttet, da han stadig drives mod handling i sit ideals tjeneste.
Jeg havde hørt om hans modvilje mod Louis Blanc og dennes
socialistiske dogme og spurgte ham derfor ud herom. Han svarede, at han
kun var imod sektvæsenet, mod de socialistiske systemer, som satte
de materielle interesser som grundprincip for en gjenfødelse af
samfundet. Han mente, at vi alle først og fremst burde forene os i
handling for at virkeliggjøre sandheder, som allerede var almindelig
anerkjendte, idet enhver forbeholdt sig frihed til senere at organisere
sig efter sin overbevisning. Meget interessant fortalte han dernæst fra
sin korte triumvirat-tid i Rom om sin praktiske socialisme; blandt
andet om, hvorledes han havde gjort en ende paa banditvæsenet ved
at lade forkynde, at alle, som vilde føre et ordentligt liv, skulde finde
arbeide og levebrød; hvorledes derefter mange havde indfundet sig og
fra vagabonder var blevet ordentlige mennesker. Hvor herlig kunde
clet ikke være bleven meel det intime kjendskab, han havde til sit folk.
Man kunde ikke uclen smerte tænke paa, at det maatte strande;
tildels var hans idealisme skyld heri; ti han havde ikke anseet clet for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
