Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Theodor Beer: Vivisektion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
459
sig eller var kloret istykker af en kat, rensede jeg lignende saar med
samme omhu, syede dem og forbandt dem; men jeg fandt den
største forskjel i smertesytringerne. Ogsaa blandt dem er eier helte og
kujoner. Enhver dyreven, enhver dyrlæge eller vivisektør gjør
lignende erfaringer. Mangen hundebaby gir ikke en lyd fra sig, naar
man studser dens ører, andre hyler, bare man binder dem i den
hensigt. Her ligger naturligvis en kilde til feiltagelser.
Blodtryksstigning eller pupiludvidelse, der hos mennesket og anclre
varmblodige dyr iagttages som reaktioner paa smerte, er ofte
vanskelige at fastslaa og lader os hos de lavere dyr fuldstændig i stikken.
Mere tilforladelige forekommer mange maaske de — viljen ikke
underkastede refleksbevægelser af ellers vilkaarlige muskler. Vi farer
tilbage, naar vi stikker os i fingeren, naar vi uventet støder paa noget
haardt eller brænder os paa noget hedt; vi blinker, naar noget
kommer ind paa øiet, vi hoster, naar stikkende dampe kommer ind i vor
strube. Men her reiser sig en anden indvending: refleksbevægelserne
kan finde sted, før eller uden at overhovedet bevidste
smertefornemmelser opstaar. Ligesom hjertet uden vor medvirkning — ja saalænge
vi er naiv uden vort vidende — pumper blocl, mellemgulvet aander,
maven fordøier, ’ pupillen regulerer lysindfaldet i øiet — altsammen
høist hensigtsmæssige bevægelser, der udløses ved indtryk —,
saaledes var det ogsaa meget hensigtsmæssigt for organismerne, at
beskyttelses — og — forsvarsbevægelserne til en vis grad indtraadte, uden at
individet behøvede at bekymre sig om clem, ja uden at han vidste noget
om dem. Disse bestandig gjentagne, ved arv fikserede, i gamle spor
afløbende innervationer til „refleksbevægelser" udløses tilslut i låve
dele af centralnervesystemet ■—- men mange dyr clriver det ikke til
høiere —, i centrer, som ingen bevidst følelse formidler, hos
hvirveldyrene f. eks. i rygmarven; disse refleksbevægelser kan under visse
omstændigheder funktionere uclen at naa hjernebarkcentrerne, som alene
tjener clen høieste, bevidste følelse. Saaledes gjør et dybt sovende
menneske ofte meget hensigtsmæssige bevægelser for at værge sig
mod generende indtryk udenfra, uclen at han har bevidsthed herom,
eller ialfald uden at han har den samme bevidsthed som i vaagen
tilstand. Jeg saa i en kirurgisk klinik en arbeider, som var faldt ned
fra et stillads og havde beskadiget sin rygmarv i egnen om den nedre
halshvirvel. Manden levede nogle timer og var ved bevidsthed. Alle
følelser i legemet fra halsen og nedover var gaaet tabt for ham; men
naar man ståk ham i tærne, saa han til sin egen forundring sin fod
trække sig sammen, uagtet han ikke følte spor af berøring.
Ingen vil tilskrive mimosen, som slaar sine blade sammen ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
