Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - William Morris: En konges lektion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470
forat lyve. Saa brød da raadsforsamlingen op, tiden at noget var blit
foretaget; rnen kongen tog sig sagen til hjerte, da han var, hvad
konger gaar for at være, en retfærdig mand, foruden at han var
taprere end de fleste, selv i den gamle, feudale tid. Saa to, tre dage
efter, beretter historien, sammenkaldte han saadanne herrer og
raad-givere, som han ansaa for bedst skikkede, og bød dem at gjøre sig
rede til en ridetur; og da de ’var færdige, satte han og de afsted
over stok og sten, iførte pragtfulde klæder som skik og brug var i de
dage. Saaledes red de afsted, til de naaede en landsby, og videre
gjennem den til vinbjerget, hvor folk arbeidede paa de solbeskinnede,
sydlige skrænter, der skraanede opad fra floden af; min fortælling
beretter intet om, enten det var Theiss eller Donau, eller hvilken flod
det var. Nuvel, jeg antager, det var sent paa vaaren eller tidlig paa
sommeren, og at vinrankerne først netop begyndte at vise sine druer;
for vinhøsten er sen i de lande, og nogle druer blir ikke høstede, før
efter at den første frost har rørt ved dem, hvilket gjør deres vin
sterkere og sødere. I ethvert tilfælde var der bønder, mænd og
kvinder, gutter og unge piger, der alle sled og slæbte, nogle hakkede
mellem vinstokkenes rækker, andre bar kurve med gjødning opad de
bratte skraaninger, nogle arbeidede paa en maade, nogle paa en anden
for den frugt, de aldrig skulde smage og for den vin, de aldrig skulde
drikke. Herhen styrede kongen, sprang af hesten og begyndte at stige
op ad vinbjergets steile skrænter, og hans følge gjorde ligedan
undrende sig paa, hvad dette skulde betyde; men han vendte sig ommod
dem, der fulgte næst efter ham, og sagde smilende: „Ja mine herrer,
dette er en ny leg, vi morer os med idag, og en ny lærdom vil vi
drage deraf." Og herrerne smilede, men noget fortrædelig.
Hvad bønderne angaar, saa var deres frygt stor for disse muntre
og straalende herrer. Jeg antager, de ikke kjendte kongen, da det
var lidet sandsynligt, at nogen af dem havde seet hans ansigt; og de
kjendte ham kun som den store fader, den mægtige kriger, der holdt
tyrkerne fra at plyndre deres landsby. Skjønt det i sandhed havde
lidet at sige, enten det var tyrk eller magyarer, som var deres
overherre, da de jo enten til den ene eller den anden maatte betale det
lige antal arbeidsdage om aaret, og knapt var det livsophold, de
erhvervede sig paa de dage, da de arbeidede for sig, sine koner og
børn.
Nuvel, efter al rimelighed kjendte de ikke kongen; men mellem
disse mægtige herrer saa og kjendte de sin egen herre, og for ham
nærede de stor frygt. Men det nyttede dem ikke at flygte bort fra
disse sterke mænd og sterke heste — de som havde arbeidet haardt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
