Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - William Morris: En konges lektion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
471
fra før solopgang, og nu var eier ikke stort mere end en time igjen
til middag. Desuden fulgte der med kongen og herrerne en vagt af
flitsbueskyttere, der var ladt tilbage .paa den anden side af vinbjergets
mur, — skarpsynede italienere fra bjergene og dygtige bueskyttere.
Saa de stakkels folk flygtede ikke; nei, de lod som om alt dette ikke
kom dem ved, og fortsatte sit arbeide. For i virkeligheden sagde hver
mand til sig selv: „Dersom jeg blir den eneste, som ikke ihjelslaaes,
saa vil jeg imorgen mangle brød, om jeg ikke arbeider paa det
strengeste idag; og kanske kan jeg blive formand, om nogle af disse
ihjelslaaes, og jeg lever."
Nu kommer kongen hen til dem og siger: „Gode folk, hvem af
eder er formanden?"
Hvortil en kraftig og solbrændt mand, graahaaret og et godt
stykke op i aarene, svarede: „Jeg er formanden, herre."
„Giv mig da din hakke," siger kongen; „for nu skal jeg selv
lede arbeidet, siden disse herrer ønsker en ny leg og længes efter at
arbeide under mig ved vindyrkningen. Men staa du hos mig og hjelp
mig tilrette, hvis jeg leder dem galt; men de øvrige kan gaa hen og
more sig."
Bonden vidste ikke, hvad han skulde tro og lod kongen staa med
haanden udstrakt, mens han kastede sideblikke til sin egen herre og
baron, der nikkede truende mod ham som en, der siger, „gjør det,
hund!"
Da lagde bonden hakken i kongens haand; og kongen tager fat
paa arbeidet, ordner det for sine herrer og deler det lige mellem dem,
og imedens sagde bonden ja og nei til hans befalinger. Og nu skulde
du seet. fløielskapper slænges af og kaaber af fint, flamsk skarlagen
kastes paa den støvede jord, mens herrer og riddere gjorde sig rede
til arbeidet.
Saa tog de alvorlig fat, og de fleste syntes, at vindyrkning var
en god leg. Men der var en af dem som, da hans skarlagenskappe
var kastet af, stod der i en vest af straalende persisk vævning i guld
og silke, som man ikke virker den nu mere, værd hundrede floriner
for en bremeralen. Ham gav kongen, uden et smil paa sit ansigt, det
arbeide at gaa op og ned ad skrænten med de største og de
skrøbeligste møgkurve, der var, og ved dette hverv fordreiede silkeherren
sit ansigt til et grin, som var værd at se, og alle herrerne lo; og idet
han vendte sig bort, sagde han, dog saaledes at ingen hørte ham:
„Tjener jeg denne sønnesøn af en skjøge, forat han skal kunne byde
mig at bære møg?" For du maa vide, at kongens fader, John Hunyad,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
