- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Ottende aargang. 1897 /
472

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - William Morris: En konges lektion

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

472

en af verdens store krigere, tyrkernes hammer, var ikke født i
egte-skab, om han end var en konges søn.

Nuvel, de arbeidede tappert, en stund, og høit lød latteren, medens
hakkerne slog i jorden, og det klang i flintestenene, og støvskyen reiste
sig; den brokades møgbærer gik op og ned, bandende og sværgende
ved den hvide og sorte Gud, og de sagde til hverandre: „Se hvor
adelsblodet overtræffer bondeblod, selv naar adelsmanden gjør bondens
arbeide: disse dovne lømler gjør kun et slag for tre af vore." Men
kongen, som ikke arbeidede daarligere end nogen af de andre, lo slet
ikke; og imens stod de stakkels folk der og turde ikke sige et ord
til hverandre; for de frygtede fremdeles, ikke mere forat blive
ihjel-slagne, men de tænkte nu snarere i sit hjerte: „Disse store og sterke
herrer og riddere er komne for at se, hvormeget arbeide en mand kan
udføre uden at dø: hvis vi skal have endnu flere arbeidsdage om
aaret for vor overherre, da er vi hjelpeløst fortabte." Og deres hjerter
blev tunge.

Saaledes skred arbeidet fremad; og solen steg endnu høiere paa
himlen, og det var over middag. Og nu var der ingen latter mere
blandt de arbeidende, og hakkernes slag kom meget langsommere,
mens møgbæreren satte sig ned ved foden af skrænten og saa udover
floden; men kongen arbeidede fremdeles ihærdig, saa de andre herrer
for skams skyld holdt det gaaende. Indtil omsider den mancl, der
var nærmest kongen, lod sin hakke falde med en klirren og svor en
drøi ed. Nu var han en sterk, sortskjægget mand i sin fulde
ungdoms-kraft, en tapper anfører for det berømte sorte korps, eier saa ofte
havde bragt forvirring i clen tyrkiske slagorden; og kongen elskede
ham for hans ubøielige mod; saa siger han til ham: „Er der noget
galt fat, feltherre?"

„Ja, herre," siger han, „spørg formanden derhenne om, hvad der
feiler os."

„Formand," siger kongen, „hvad feiler disse sterke riddere? Har
jeg ledet clem galt?"

„Nei, men de vil gjerne slippe fra det, og det er, hvad som feiler
dem, herre," siger han, „for de er trætte; og intet under, for legen
har været haard, og de er af adeligt blod."

„Forholder clet sig saaledes, mine herrer," siger kongen, „at I
allerede er trætte?"

Da hang de øvrige med hovederne og sagde intet, alle uden
feltherren; og da han var en kjæk mand og ingen løgner, sagde han:
„Konge jeg ser, hvad din hensigt var; du har ført os hid for at give
os en belærelse fra din Plato; og siden jeg nu udtyder din adfærd,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:35:37 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1897/0490.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free