Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Munthe: Kunstværdier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5
denne tilsyneladende ligegyldige divergens uddybe deres
bekjendtskab. og om de giver hinanden en gocl dag forsaavidt, saa er det
den slags konstellationer med tilsvarende udslag, som altid
interesserer, fordi vi paa denne maade øger hverandres menneskekundskab.
At kunstnernaturel og kundskaber ikke skulde resultere i indsigt
ogsaa paa dette omraade af bedømmelse, vilde være urimeligt, men
ligegodt, om ikke bedre, blir det saa, at den som dømmer kunst
kvalitativt, i grunden ikke taler om denne, men bare om sig selv
og sine forudsætninger.
Derefter vil jeg nævne en fordring, som karakteriserer vor tid:
Fordringen til den ydre lighed, at „det ligner". Om lighed kan
man jo kun tale i én gren af kunsten: det som skal forestille natur.
Grækerne var jo de første, som kom med naturalismen, og cla
man i kunst vinder ét ved at afstaa noget andet, saa fik de den
ikke som et pius til den høide, kunsten havde før dem. Kanske
det var et nyt syn paa tingene, helst cla paa religion, som fordrev
magten og mystiken og kom med det slanke og det virkelige isteden.
Kanske kunsten formede religionen. Men trods den realisme, som
først grækerne og senere romerne har lagt ind i kunst, saa levede
naturalismen hos dem og senere i alle sine former nedover tiderne
ubekymret og uden angst for disse tørre krav til lighed, som
kunsten er udsat for i vor tid. Det er ingen tvil om, at det er
fotografiapparatet, som er kommen med alle disse malplaceringer af
naturligheder og dette med at „ligne" som en art probering. Naar
folk mener, at et portræt maa bedømmes efter ligheden, saa anser
vi dette som en „billig fordring", og jeg vilde ikke misunde dem,
som paatog sig at rokke denne opfatning, der dog er fremkommen
ved, at vi blander fremmede værdier ind i kunst. Det er
gammelt nok at tilstræbe illusion, intimitet og karakteristik som
virkelige kunstværdier; men saa god en regel som den at holde sig
tæt op til naturen, kan ogsaa medføre en usandhed og fare, naar
den leder kunsten mod den ydre lighed som en fordring.
For at karakterisere den monumentale kunst maa man paavise
de egenskaber, som er fællesmerker for den, hvad tid og art den
end tilhører. At opregne dens dyder nytter ikke, da dette altid
mer eller mindre vil være subjektiv kritik, fordi der kan disputeres
om opfatningen; men der gives egenskaber ved kunst, som lader
sig kontrollere og paa en saa betryggende maade paavise, at de
kan anvendes til objektiv bedømmelse. Ogsaa disse er af meget
forskjelligt værd til bevisførelse, og jeg vil her væsentlig holde mig
til den, efter min mening interessanteste af dem alle, nemlig det
nationale.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
