Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Munthe: Kunstværdier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9
da der i begyndelsen af 80-aarene herhjemme blev arbeidet mod
en norskere kolorit (en bestræbelse, som ikke blev uden
anerkjendelse ude i Europa), hvorledes da hele bevægelsen her blev kaldt
fransk, netop i modsætning til düsseldorfernes norskhed, som
altsaa for den tid var mere iøinefaldende, fordi den markerede sig
som patriotisk. Det har her som mange andre steder været hentet
frem af landets overlevering, det man syntes om af gamle greier
(vi behører blot at huske paa „drageslyngningen", som rentud har
grasseret), og mange mener vist hermed at bygge paa traditionen.
Jeg er af den opfatning, at hele dette apparat er mere end
overflødigt; ti vel er det nødvendigt at bygge det nationale paa
traditionen, men denne er noget andet og meget udviklingsdygtigere
end disse ting, som ikke netop duer til at bygge med, fordi de er
konstante. Anderledes er det med den lærdom, man kan drage
af det overleverede; ti bag de ydre ting staar, hvad nationen har
af kunstnerisk vilje og syn. Paa disse kan man til alle tider
bygge videre, og det er disse, som er den levende tradition.
Vi kan blive sløve ved de nationale attributer som ved
udenlandske moder, men vi trættes aldrig ved et folks levende
tradition, og ethvert dannet menneske søger did i al kunst. Vi læser
ikke en russisk bog, uden at vi særskilt nyder det russiske ved den.
Det er det, at Turgenjew var god russer, som interesserer os, ikke at
han boede saa meget i udlandet og selvfølgelig stod i gjæld til
civilisationen. Vi havde for ikke længe siden en Walter
Crane-udstiiring i Kristiania. Det var af den let at se, hvor han var
egte som englænder og overflødig som florentiner.
Der er en begrænsning ved at være national i kunst, den
samme som for et menneske at tilhøre en nation. Der gaves en
større begrænsning i de middelalderske „skoler", eier som en art
ridderskaber sluttede sig om bestemte idéer og love i kunst. Men
naar vi tænker paa al den kraft og inderlighed, som har udfoldet
sig gjennem disse „skoler", netop fordi de stilede mod fælles maal,
saa forstaar vi deres mening, og vi behøver blot at forfølge
principet videre, saa støder vi paa personligheden, som vi alle sætter høiest
og forlanger først i kunst. Ti personligheden, ligefra geniet til a.lle
dem, som er bleven kunstner „paa noget", samler sig om én idé,
den har ét maal og én tankegang. Den er den største
begrænsning; men den glæder sig ved sin begrænsning, fordi dens styrke
ligger i den.
Nationalitet og personlighed kan derfor ikke stilles op mod
hinanden, som enkelte mener, men de er beslegtede netop gjennem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
