Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jac. Ahrenberg: Minder fra Thessalien og Makedonien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
rideveien i skyggen af blomstrende klematis og slyngroser. Naar
man kommer til midten af passet, ser man pludselig det ægæiske
hav stort, frit og mægtig brusende foran sig. Det er et syn, som
virker med uforglemmelig magt. Veien kryber frem. snart høit
oppe, forbi gamle tempelruiner, mellem sykomorer og oliventrær,
snart atter igjen nede ved flodens blinkende vand, saa hestehovene
tramper i den myge, bløde sand. Det „violomkransede Athene"
heder det hos oldtidens digtere. Violen er Thessaliens blomst,
ligesom lyngen er Finlands, rosen Florens’, tidselen Skotlands. Her
blomstrer og dufter den i yppig pragt, og dens farve er dyb og
varm som den ædle ametyst. Tempedalen har i græsk poesi den
samme klang som Auras bølge, Saimens og Päijenens strand i de
finske digte. I det byzantinske keiserdømmes dage syntes det at have
været en af hoffets specielle fornøielser at besøge Tempedalen,
plukke dens violer og narcisser; den bar iøvrigt dengang det mindre
vakkert klingende navn Ulvegabet.
Vi lod vore heste beite, satte os i det grønne græs og spiste
vor mere end tarvelige middag, drak den sterkt harpiksblandede
græske vin og laa derefter en time tause i græsset, saa paa
havfuglene, som kredsede derude over bølgerne, paa svalerne, som
snart flagrede høit oppe mellem fjeldtopperne, snart strøg hen over
fladens skiftende vande, saa skyerne seile i et uendeligt tog,
drage langsomt op over himmelens herlige blaa; indtil agiojoten
mindede os om, at det var paa tide at reise tilbage til Larissa
igjen. Paa tilbageveien studerede vi de mere eller mindre aandrige
inskriptioner paa bjergvæggene, som skrev sig fra entusiastiske
reisende. Blandt andre var der en, som lød: Lucius Cassius
Lon-ginus proconsul Tempe munivit. Det er sandsynligvis den Cassius,
som blev sendt for at forfølge Pompeius paa hans flugt til
Ægypten.
Dagen efter sadlede vi vore heste og red nordefter mod
Meluna-passet til Makedonien. Veien gaar først over den statelige, ældgamle,
hvælvede bro over Salambria, saa over sletten i langsom stigning.
Herlige, dystre perspektiver i horisonten, bratte bjerg beherskede
af Olympos snedækte top. Naar vi ser mod syd, har vi lyse,
smilende vuer; hele Thessaliens dalføre til Farsalos og længst borte
en blaa rand, det er myrmidonernes gamle fjelde, den morske
Achilles’ hjemstavn. Landskabet er herligt, men lidet græsk —
jeg kan ialfald ikke tænke mig det græske landskab saa træbevokset
som denne slette. I Turnavo fik vi et elendigt nattekvarter, og
dagen efter bar det afsted til Melunapasset. Meluna er en 5 ä 6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
