Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jac. Ahrenberg: Minder fra Thessalien og Makedonien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
blanket var udfyldt med de nødvendige navne, og denne
omstændighed blev aarsag til et langt krydsforhør; forgjæves henviste jeg
til kaimakamens pas fra Larissa, han nød ingen agtelse i Servia,
ja ansaaes, hvad der ogsaa turde komme sandheden temmelig nærr
for et gammelt naut. Her skiltes vi forøvrigt, da ingeniøren skulde
reise opover mod nordvest paa jernbaneundersøgelser, mens jeg
drog mod nord til Saloniki. Men reisen derhen var mere end 100
kilometer. Befolkningen — eller rettere sagt myndighederne — var
fiendtlige; veiret blev koldere og koldere, jeg troede ikke, jeg kunde
udholde kulden heroppe paa fjeldene endnu 3—4 dage. Her maatte
fattes en hurtig beslutning, og efter modne overlægninger med
byens ældste fik jeg friske heste, kompas, kart og besluttede mig
til gjennem pas og over fjeldstier over Olymposbjerget at søge til
havet.
Gjennem skogløse fjeldtrakter, hvor veien stundom var indhugget
i bjerget som en smal hylde, stundom næsten umulig at finde, da
den krøb ind imellem en art dracena-planter, som var saa høie, at
de skrabede hestens mave, kom vi op til et dallandskab af en saadan
vildhed, at Dante ikke kunde beskrive mere gabende revner, mørkere
afgrunde og mere svimlende stup; det var en saa gribende uhygge, at
om djævelen var steget frem af en af ruinerne derborte, vilde det ikke
i ringeste mon have forbauset mig; kun han vilde være en passende
staffage i dette landskab og dets grandiose hæslighed. Men vor vei
gaar videre; vi forlader det uordnede, det kaotiske og vilde — for inden
en halv time at omsluttes af et amfiteater af gigantiske dimensioner;
det var et lidet dalføre, omgivet af saaatsige plastiske klipper;,
herfra gik veien atter opover langs en pittoresk bæk, saa op paa
en bjergkam, hvor sneen og vinden trængte gjennem alt, hvad
klæder heder. Det var den forfærdeligste vei, jeg i mit liv har
reist, og Xenofon kunde ikke med større, glæde raabe sit talatta,
talatta end jeg, da jeg endelig saa havet under os. Til at ride
40 kilometer behøvede vi 15 timer. Om aftenen var vi i Katarina,
atter hos grækere. Jeg følte clet ganske, som jeg var kommen hjem,
da jeg den næste morgen med dampskib kom til Saloniki.
Dersom læseren vil tænke sig f. eks. Ekenäs eller Raumo i
Finland forstørrede nogle tusen gange, og desuden et par tusen
gange mer befalkede, men fattigere og smudsigere, fremfor ’alt
smudsigere, saa kan han gjøre sig en omtrentlig forestilling om al
den elendighed, man faar se i Tyrkiets rigeste by, det store
Saloniki med mere end 150000 indbyggere. Hjertet gyser ved al
den elendighed, alle de pjalter og filler, man her møder. Himlen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
