Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En og tre. (Skuespil i 1 akt)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
sig, det giver simpelthen haab, — saalænge det varer. Men det
bedste er —
Alison. Hvad er det bedste?
Johnsen. Det bedste er, at naar jeg sidder slig en nattestund
og er blevet lidt beroliget, saa er det pludselig, som jeg har dig lige
ved mig, du har listet dig ind, uden at jeg merkede det, saadan
som undertiden i gamle dage, — for i det sidste er det jo ikke
meget, jeg har seet til dig, jeg har længe vidst, hvor det bar hen —
Alison. Du har lidet gjort for at hindre det —
Johnsen. Det er ikke sandt. Jeg har gaaet og ventet paa dig.
Jeg har bedt dig, hvergang jeg saa paa dig, —
Alison. Men du havde ikke vilje til at bryde med alt det
gamle og gjøre noget alvorligt for os begge.
Johnsen (efter en pause). Nei, nei, jeg finder som sagt, at det
er rimeligt, du gaar din vei — — Jeg vil ønske, du har lykken
med dig. At ikke mit uheld har smittet. Jeg er overtroisk, skjønner
du. Jeg synes, det er umuligt, at to mennesker, der har oplevet
det, som vi har oplevet, kan gaa der ganske uafhængige af
hinanden. Det er ligesom den ene drager den anden med.
Alison. Ikke sig det.
Johnsen (haardt). Og der er stunder, hvor jeg ønsker, at jeg
kunde drage dig med. Drage dig med i faldet, synke ned i det
samme dyb, ødelægge det sidste gode, den sidste skamfølelse, det
sidste hæderlige hensyn sammen med dig, dig som jeg har haabet
at gjøre stolt og lykkelig som ingen anden.
Alison. Jeg kunde blive ræd for dig.
Johnsen. Kunde du det, lille ven. Det skulde være lystigt
at skræmme dig engang. Du er ellers ikke ængstelig. Men alle
onde tanker jeg gaar med, de svinder om kvelden — naar jeg er
blevet beroliget. Det er underligt, hvad en saadan mild varm vædske
kan gjøre ud af et fattigt menneske. Der lægger sig et sligt
fint blødt slør over alt, og det kjendes som musik inden i en, i
blodet, og alt det, en har kjær, det nærmer sig, og minderne
kommer, — Alison, det nytter ikke, at du gaar, for hver aften er du
hos mig.
ALISON (reiser sig, gaar hen til Johnsen, klapper hans hoved, pause).
Johnsen. Du —kanske der endnu kunde blive noget af mig?
Tror du? Naar jeg er i teatret og prøver eller spiller, og du ikke
er der, saa ved jeg klart og godt, hvor fattig, uduelig fattig jeg
er blevet — ingenting gjør mig varm — jeg gaar der som et andet
trægt arbeidsdyr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
