Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Amalie Skram: En rose
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
og bjørnetung. Dette gule, tynde hoved, disse hvide labber af
hænder og denne store mave.
En liden krøllet haardusk rørte sig paa hendes nakke for hvert
skridt, hun gik. Hans øie blev hængende ved den, og pludselig
som i et glimt saa han hende, som han havde seet hende, dengang
hun elskede ham, og dengang han elskede hende. Mindet varmede
hans hjerte. —
Nu laa han her, forbi og færdig, og skulde paa sygehjemmet.
Mon hun vilde følge ham? Ikke derfor. Han vilde helst tage
derhen alene. Men han var saa svag. Rent fysisk trængte han
til et medmenneske.
— Om en timestid eller saa kom vognen.
„Skal jeg hjælpe dig med noget?" spurgte hun og stod stille.
Hendes stemme var saa tynd og skinger.
„Nei tak. Jeg skal nok greie mig alene."
Saa gik hun og lukkede døren efter sig.
„Hvis hun nu ikke var i dit liv, ikke eksisterte," tænkte han,
mens han uvilkaarlig foldede hænderne over brystet, — „vilde du
saa være mere tilfreds?"
„Aanei."
Saa tænkte han paa sin halvvoksne datter, som sad derinde i
værelset bag ham og læste lekser. Han vilde tage bort uden at
sige farvel til hende.
Herregud, hvor var det ondt at have sat barn i verden, naar man
var saa inderlig overbevist om tilværelsens elendighed. Og denne
datter var ham dertil undertiden ikke sympatetisk. Nei næsten
imod. Hun lignede sin moder saa altfor meget. Der var i hendes
mine og tone noget, som tog parti imod ham, noget næsten
fiendtlige –Og naar han saa mindedes svundne dage! Dengang
hun var ganske liden og havde været hans fryd fra time til time.
Men nu var ogsaa det forbi. Ogsaa det forbi, som alt andet
var forbi.
Hans hustru, denne fede, sikre dame, der kunde snakke og
jappe med alle og enhver. Hun, som havde dette skjær af
verdslig finhed og kristelig aandrighed. Hun kunde sagtens!
Aa, hvor de dog var forskjellige.
Han stod frem af sengen og klædte sig paa. Knæerne skjalv,
mens han pakkede sin vadsæk, og i store draaber sprang sveden
frem paa hans ansigt.
Aa, hvor han savnede en hustru. En hustru, i hvis medfølelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
