Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Amalie Skram: En rose
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
„Jeg skal afsted."
„Naa—aall! Dette vrøvl med sygehjemmet. Men dig om det."
„Du maa jo dog kunne se, hvor syg jeg er," sagde han bønligt.
„Bare dette, at jeg aldrig spiser noget."
„Aa, du spiser saamen ikke saa lidet," hun slog en krøl paa
sin hvide nakke.
Hendes ord virkede som et smertende slag. Han trængte saa
inderlig til godhed nu, da han skulde bort fra sit arme hjem, ud
for at lægge sig hen og dø.
„Ja, jeg maa altsaa. — Drosken holder dernede" —.
Hun tog tøiet paa og fulgte med ham.
Lidt efter kjørte de afsted.
Han følte sig saa elendig, saa udmattet, der han sad i vognen,
at han næsten ikke kunde holde sig opreist. Havde en syg trang
til at hvile sit hoved mod skulderen af denne kvinde, blot fordi hun
var et menneske som han selv.
Men hun sad og snakkede med sin tynde, skingre stemme —
denne stemme, som han engang havde elsket — snakkede om alt og
ingenting. Han lænede sig tilbage i vognhjørnet. Taarerne randt
stride og lydløse over hans kinder. — — — — — — — — —
Vognen holdt ved hospitalsporten. Hun kavede sig ud, men
blev staaende raadvild og mumlede om, at der var stængt.
„Du maa ringe," sagde han anstrengt. „Herre Jesus for et
fruentimmer !"
Straks efter blev porten aabnet, og hun gik foran ham op over
de mange trapper, gjennem de lange korridorer, ind i det værelse,
der var bestemt for ham. En mørkhaaret venlig sygepleierske og
en ung fyr med snorer paa frakken viste vei.
„Ja ja, farvel da," sagde hun hurtig og tog løst om hans skuldre.
Hun nærmede sit ansigt til hans, og det, der skulde betyde et kys,
virkede som et stænk af koldt spyt paa hans læber. —–—
Dagene og ugerne gik. Han laa i sin seng, stille og dødtræt.
Hans hustru køm og saa til ham. Hun bragte breve og aviser.
Undertiden var Karen med. Da maatte han altid græde. Han
lagde haanden over øinene, for at barnet ikke skulde se det.
„Hvad feiler han egentlig?" spurgte hun overlægen.
Overlægen trak paa skuldrene.
„Han er jo aldrig kommen rigtig til kræfter efter uheldet paa
kjøreturen ifjor."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
