Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandstur. II. Ankomsten til Rom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
den solblaa himmel eller de bøiede sig svagt og yndefuldt for et
vinddrag — og pinjerne, hvis form ligner saa vore furuer, bragte
mig til at tænke paa det fjerne, fjerne hjem. . .
Mellem blomstrende myrtehækker, roser og laurbærbuske skjød
hvide marmorfigurer op fra gravene, ligesom vinkende. . .
Her feirede jeg med andagt de store afdødes minde ... I
tause rækker drog de forbi mig, alle disse ildfulde, urolige
kunstnersjæle, f’or hvem engang den hele jord var for snever, men som
nu efter sin omtumlede livsgang har fundet fred paa denne lille,
afsides plet, i læ af den gamle pyramide. Her hvilede Shelley,
Keats, G-oethes søn og mange andre, mindre kjendte
kunstnernaturer, hvem længslen efter skjønhedslandet lokkede til syden — kun
for der at finde en grav.
Ogsaa et par af Norges bedste sønner ligger begravne paa
dette sted. Digteren Hauch — han, hvis barndom henrandt i
Hardanger, ved Malmangernutens fod, og i hvis poesier vor strenge
fjeldnatur for bestandig har kastet sin skygge — og ikke langt fra
ham P. A. Munch.
Særlig bevæget stod jeg ved Munchs grav. Jeg tænkte paa
alt, hvad denne sjeldne mand har været for mit fædreland, hvis
glimrende fortid han i sine verker byggede op paany, og hvis ære
han aldrig blev træt af at gjenreise ,overalt, i gamle skrifter, i
mindesmerker, i gamle dialekter og dunkle runers tegn søgende
spor af det store Norge, som engang var. Han udarbeidede os et
adelsbrev, som vi med rette kan være stolte af. . . Men legemets
kræfter stod desværre ikke i forhold til den rastløse, evigt
arbeidende aand. . . Han døde af overanstrengelse i sin kraftige
mand-domsalder.
„Ved pyramidens fod en blomsterjord,
hvor mildt cypressen suser vemodsklagen . . .
De store kunstnerhjerter ifra nord,
de lagdes alle her i sarkofagen.
Her hviler Hauch, min skald fra barndomsdagen,
Shelley, hvis harpe lød som aanders kor,
og Keats med sine bitre afskedsord1),
og her — hvi blir med ét jeg saa betagen?
x) „Mit navn er skrevet paa bølgen."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
