Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandstur. II. Ankomsten til Rom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101
Her hviler du, vor sagas stolte svane,
der tegned med dit blod vor folkebane,
og døde saa — en værdig svanesang,
Cypresser ømt sig mod din gravsten helde. . .
Jeg vilde dog, du laa blandt Norges fjelde
i granesus og paa konvallers vang."
Denne sonnet skrev jeg en aften, da jeg vendte tilbage fra et
besøg paa kirkegaarden. —
Hver lørdagsaften havde vi fest i den skandinaviske forening,
og disse lørdagsaftener var altid usedvanlig muntre og hyggelige.
Det var, som om skandinaverne havde ladet de ubehagelige sider
af karakteren blive hjemme i norden med kulden og regnen og
hernede kun udfoldede, hvad der var elskværdigt ved den. Man
passiarede utvungent, man læste hjemmets aviser eller
musicerede-og man glemte ikke at smage paa den romerske landvin, —
aftenens eneste traktement. For mad fik vi ikke, men de fleste af os
havde jo ogsaa spist middag ved kl. 6 tiden.
Foreningens formand, den brave, elskværdige professor
Ravnkilde, der var bosat i Rom, var en virtuos paa pianoet og altid
rede til at spille for os. Og min veninde, fru Thora Borch,
gjorde sig heller ikke kostbar, men sang norske romancer og
folkeviser hele aftenen, naar hun var i det lune. Hun havde en
sjelden ren stemme, og over hendes foredrag var der noget saa
blufærdigt, jomfrueligt uberørt, at vi kunde drømme om alle hjemmets
liljer og liljekonvaller. . . Hun kjendte godt Ole Bull, der skulde
have sat megen pris paa hendes sang.
Nu og da optraadte en eller anden svensk dame paa
gjennem-reise med et stort bravournummer. Og vi var taknemmelige for
alt og havde ikke saa sjeldent blomster med til de indtagende
sangerinder.
Ofte sluttede aftenen med en liden svingom, og naar det var
godt veir, gik vi ikke direkte hjem fra „foreningen", men vi
spaserede til den anden side af Tiberen for at høre Peterskirken
„sukke" — de gamle mure gav virkelig nu og da en sørgelig
klagende lyd fra sig, et naturfænomen, som kan forklares ved
stenenes porøsitet og luftens og fugtighedens indvirkning — eller vi
kjørte ud til Kolossæum, som vi aldrig blev træt af at betragte i
maaneskin.
Uforglemmelige skjønne aftener, fulde af livsglæde og poesi!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
