Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandstur. II. Ankomsten til Rom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
kjærtegnende at føie paa dens svulmende muskelspil, satte altid min
ven i en ren henrykkelsestilstand. Han gjorde mig, der var uden
al forstaaelse, opmerksom paa alle dens skjønheder og finesser og
skrev endog et længere digt til dens ære.
Da jeg nylig læste paany de Goncourts dagbøger og fandt, at
han betragtede denne torso som det allerypperste af græsk
billedhuggerkunst, stillende den høit over Laokoonsgruppen og Apollo
fra Belvedere, maatte jeg atter erindre min vens begeistring
for den.
Ved vore smaa sammenkomster i Roms osterier — naar vi f. eks.
skulde feire en bortdragende landsmand med et afskedsbæger —
var Alexander det uundværlige element. Sammenkomsten blev ved
hans nærværelse til en fest. Med sin ideelle, let henrevne natur
forstod han at flette blomster ind i hverdagens væv og gjøre den
skjøn. Hans varme, poesifulde taler løftede stemningen og blev
dens tolk. Disse taler havde forresten et mytologisk tilsnit, der
gjorde dem mindre forstaaelige for enkelte af tilhørerne.
Min ven, der ikke var fri for den tro paa overnaturlige
kræfter, der ligger i tidsaanden, som er saa belemret med spiritisme,
hypnotisme og teosofisme, fortalte mig ofte høist merkelige
historier. Saaledes denne om Thorvaldsen.
Den berømte danske billedhugger reiste som bekjendt tilbage
til Kjøbenhavn efter at have tilbragt over en menneskealder i
Italien. Da han forlod Rom, overdrog han til en bekjendt af sig, en
dansk kunstner, at passe paa sit atelier samt at fuldføre flere af
hans der efterladte, halvfærdige arbeider. En aften, da denne
mand som sedvanlig stod alene i Thorvaldsens atelier, beskjæftiget
med at hugge paa en marmorblok, gik der pludselig som en susen
gjennem det, ledsaget af et intenst lysglimt, der kastede et grelt
skjær henover de blege statuer . . .
Manden blev dødelig forskrækket, hammeren faldt ud af hans
haand — og han forlod straks atelieret for at besøge en ven,
hvem han aandeløs meddelte tildragelsen, som vennen havde
omtanke nok til at skrive ned. Han noterede baade dag og time,
da det forunderlige skede. Og manden var saa ræd, at han ikke
havde mod til at gaa hjem og sove i sit ensomme kammer, men
bad vennen om lov at tilbringe natten i hans selskab.
Saa gik der en tid hen. Posten gik langsomt i de dage, men
endelig kom der brev med store, sørgelige nyheder fra Danmark.
Thorvaldsen var pludselig død under et besøg i det kgl. teater,
Tammet af hjerteslag. Vennerne regnede straks ud, at Thorvaldsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
