Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edvard Grieg: Mozart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
dette Mozarts mesterverk. Men dersom lian, saaledes som det er
bleven sagt, var en af dem, som vovede at eksploitere Mozart til sine
egoistiske formaal og saaledes trak ham ned til sit egen sfære, da
ve ham og hans minde! I saa fald kan vi forstaa, hvorfor han, da
han hørte om Mozarts død, gik omkring som en besat og raabte:
„Hans aand forfølger mig overalt — staar bestandig for mine øine!"
Dog, om ban hjalp med til at nedbryde Mozarts heise og saaledes til
at forkorte hans liv, saa lykkedes det ham dog ikke at tilsløre hans
ideale indbildningskraft, hvad Tryllefløiten beviser. Schikaneder er
blot og bar overfladiskhed. Hos Mozart bliver selv det overfladiske
symbolsk, og en dyb etisk aand gjennemtrænger hele verket.
Naar jeg hører folk udraabe: „Ja, men den grusomme tekst!"
svarer jeg: „Ja, — men forstaar De da ikke, at teksten er
omdigtet ved musiken, adlet af den, og derved hævet høit over
trivialitet?" Dersom musiken ikke eiede denne evne, vilde mange af dens
største mesterverker være fuldstændig usmagelige. Jeg kan godt
for-stsLcij at en aandfuld litterat, som ikke er istand til at høre,
hvorledes teksten forfines og levendegjøres af tonerne, som ser paa det fra
et udelukkende litterært synspunkt, — kan finde det ubehageligt at
lytte til Tryllefløiten, — ja endog til operaer med meget bedre tekst.
En stor komponist magter at beaande liver enkelthed i digtet, hvor
aandløst det end er; og den, som overværer en operaforestilling med
væsentlig litterær interesse, resikerer let at gaa glip af de mest
inspirerede steder. Ti — underlig som det kan lyde — disse hæver sig
ofte høiest paa en lav litterær baggrund. Der er udmerkede tekster,
som absolut kræver musik. Følgende fortælles om en stor moderne digter,
som for første gang hørte Wagners Tristan og Isolde. Der forekommer
som bekjendt i denne opera scener, som paa grund af sin langvarighed
maa virke ikke blot trættende, men bent ud parodisk paa alle, for hvem
den ikke idealiseres gjennem musiken. Digteren var gaaet til teatret
uden enhver fordom, og han stirrede ogsaa en stund med alvorligt og
forventningsfuldt ansigt paa det sceniske billede, men saa kunde han
ikke længere, og pludselig sneg der sig trods den tragiske situation
et smil over hans læber. Smilet voksede til latter, der tilslut rystede
bænken slig, at den ven, der ledsagede ham, maatte hviske ham i
øret: „Neimen, X. . . ., vi kan jo gaa." „Ja, vi kan jo gaa!"
stønnede digteren, som ogsaa begyndte at føie det pinlige i
situationen. Og midt under akten banede de to mænd sig vei gjennem
parkettet. Denne historie til eftertanke specielt for dem, der lytter
til en opera som Tryllefløiten, først fra et litterært og dernæst fra
et musikalsk synspunkt. Disse vil altid sige: „Ja, men teksten!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
