Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edvard Grieg: Mozart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
over det udmerkede brudstykke, en ny finale, den vi alle kjender!!
Ingen rnøisommelig søgen efter den tabte traad! Det synes, som om
Mozart helst fuldførte en stor form i en eneste stor stemning. Intet
under derfor, at selv det mest øvede øie og øre ikke kan opdage
noget slags bindeled. Vi kan kun undrende se paa denne arbeidsmetode,,
som det blot er givet de faa udvalgte at anvende.
I sine piano-trio’er tog Mozart sig, saa at sige, et slags siesta.
Derimod har han ofte givet os sit bedste i sine sonater for violin
og ikke mindst i dem for pianoforte. Vi staar forbløffede ligeoverfor
det store skridt fra Haydns naivitet til Mozarts tankedybde. At han
ikke altid er lige dyb, maa ikke forbause os; tvertimod. Vi læser i
Mozarts biografi om hans fortvilede situation, der tvang ham til at
skrive for kreti og pleti, sjelden af indre impuls, og vi forstaar, hvilket
uendelig rigt indre han har havt at give af, naar saamange ogsaa af
disse verker eier evnen til at trodse tidens tand.
Den beredvillighed, hvormed Mozart imødekom enhver anmodning
om kompositioner, kaster ogsaa det bedste lys over hans elskværdige
karakter. Hans mange klavervariationer og konsertarier bærer bud
om denne elskværdighed, og selv om de neppe har livskraft til at
interessere vor tids publikum, betegner de dog mesteren og kaster et
streiflys over mennesket Mozart. De er saaledes ikke skrevet forgjæves.
I sin tids omgivelser har disse ting visselig gjort sin virkning. Hvad
vilde vi ikke idag give forat kunne høre mesterens egne toner fra
cembalet under et af hans „academier" (svarer til vort „konserter"),
som Mozart gav i Wien. Lokalet findes endnu i 2den etage af en
bygning, hvor den for musikere ikke ubekjendte restaurant „Zum rothen
Igel" i vore dage samler kunstnere som Brahms i sine beskedne og
fordringsløse værelser. Ja, havde fonografen dengang været opfundet,
da kunde vi nu have hørt Mozart spille. Da vilde vi være fritaget for
det støv, de musiklærde har ophvirvlet om de Mozartske tempi, om hans
dynamik, om stilen i hans foredrag, etc. etc. Megen unyttig strid,
meget had og fiendskab vilde være undgaaet. Fremtiden vil i saa
henseende have det bedre end vi. Den vil baade gjennem øiet og
øret kunne fastholde billedet af vor tid og dens gjerning. Alt det
store vil tilføres den gjennem videnskabens undermagt, den vil synes
lykken nærmere — indtil maaske en stor naturrevolution vasker det
hele bort — — og alt begynder forfra igjen. Nye tider, nye former
for den samme higen, de samme længsler. Det evige kredsløb. — Dog,
i eg forvilder mig.
Før jeg slutter denne artikel, vil jeg dvæle et øieblik ved
Mozarts svanesang, det verk, som, fyldt af evighedens aand, blev undfanget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
