Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edvard Grieg: Mozart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
°g født, da dødens kolde haand allerede udstraktes mod mesteren;:
hans Requiem viser os, selv i sin ufuldstændighed, kanske mere end
noget af hans andre verker, hvilke uberegnelige skatte han tog med’
sig i graven. Hvilke dele af dette verk, der er Mozarts, og hvilke
ikke, er et spørgsmaal, der nu maaske tør ansees for afgjort. Men
ligoverfor alle de skatte, Requiem indeholder, kan vi dog ikke undlade
at udtrykke vor forbauselse over, at den samme mester, som kunde skrivo
et Requiem æternam, en Rex tremendce, en Recordare, en Confutatis,
et Lacrymosa, — hvis noblesse er over al beskrivelse, — at denne
samme mester kunde indlemme i det samme verk et nummer som Tuba
mirum med dets mere end tarvelige begyndelse, med dets bent ud
desperate obligate basun (eller fagot) og dets helt igjennem verdslige pomp.
Er dette virkelig Mozart, synes kun én forklaring mulig — at han af
bekvemmelighedshensyn benyttede et fragment, som var komponeret i
en meget tidligere periode. — Det synes sterkt paavirket af italienerne,
og jeg erindrer ogsaa godt, med hvilken forkjærlighed det af disse
blev behandlet ved en opførelse i en romersk kirke. Solostemmen
blev tilmed sunget af kastrater, hvad der end yderligere betog denne
sats enhver idealitet. Men, vil man høre korsatserne i Mozarts Requiem,
da skal man reise til Italien. Aldrig har jeg hørt slige vokale
klangvirkninger, slige pianissimo er, slige mægtige stigninger, slige
fortissimoer. I det skjønne „Lacrymosa", hvor den hele tonemasse i et stort
crescendo stræber opad, var det tilsidst, som om kirkens hvælvinger
maatte sprænges. Hvormange mennesker har ikke hentet trøst og
lægedom fra disse toner! Ole Bull bad sin hustru spille af Mozarts
Requiem i sine sidste øieblikke. Eor os faar Mozarts liv en skjøn,
om end vemodig afslutning, netop gjennem dette Requiem. Man lod
vel hans legeme sænkes ned i en fattig, ukjendt fællesgrav. Men vi
følger ham gjennem lians Requiem til høiere sfærer.
Mozart staar for os som en legemliggjørelse af barnlig livsglæde,
elskværdig velvilje og fordringsløshed. Han var istand til at opføre
sin Tryllefløite i Schikaneders „teaterskur" uden at kompromittere
sin kunstneriske værdighed. Kunde han se ned til os, vilde han
sikkert sige: „I moderne mestere, hvortil alt dette opstyr! Hvorfor
iføre eder al denne udvortes værdighed? Den har ingenting at sige
for eders kunst; den bare dræber den oprindelig menneskelig følelse,
som er kunstens virkelige salt."
Skjønt Mozart ikke var vurderet efter sit sande værd, mens han
levede, har eftertiden dog som bekjendt stillet ham i sit pantheon som
en af alle tiders største mestre. Naar jeg i min omtale af ham
og hans forhold til vor tid begyndte med at sige, at han endnu ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
