Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian B. R. Aars: Naturen og viljen - I. Om formaal i naturen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
Og saa, om en liden stund, ligger klode efter klode kold og død, —
alle slegterne henveiret uden afkom.
Naturens aand er altsaa bare tilsyneladende grusom mod individet
til fordel for slegten. I virkeligheden er den ganske ens sindet mod
dem begge: den vil, at de skal florere en liden stund for saa at gaa
tilgrunde. Det lille blik ser dødens le bortmeie individerne, det store
blik ser, hvorledes denne samme le bortmeier slegterne.
Vi har seet livet og døden sidde hos individerne og livet og
døden sidde hos slegterne. Halvbrødre til livet er glæden og smerten.
Vil naturens aand vække glæde eller smerte? Ser vi nøie til, spiller
smerten den største rolle. Den optræder som livets sterkeste tjener,
overalt paa vagt mod døden. Men jo dybere døden lægger sine
angreb, des heftigere vil smerten reagere. Som regel tier glæden altid
tilsidst, og der føres en kamp mellem smerten og døden. Smerten
anstrenger sig til det yderste for at redde livet. Tilsidst tier ogsaa
den, og døden seirer. Naar smerten derfor skal mandjevnes med
glæden, beholder smerten overtaget og den endelige seier. Desuden
ligger smerten paa grund af de tusinde farer, livet er udsat for,
ligesom paa lur overalt, bag hver en rose lurer en stikkende torn; altsaa
vil aanden i naturen smerten, den vil livet til døden, og livet til
smerten. Den jubel, naturen byder, er som kortvarigt, gjøglende
blænd-verk, bedrag, bag hvilket smerten griber fat i os med bidske tænder;
som fiskeren, der bedaarer dyret ved liflig agn for tilslut at lade det
sprælle paa den nøgne krog og kvæles rædsomt, saaledes er naturen;
og vi alle er torskene.
Hvis da ikke vort billede har skudt over maalet. Naturen ødsler
med glæde rigeligere end fiskeren ødsler med agn. Overalt, hvor
livet er sterkt, der er glæden stor. Ligesom de nye individer altid
reiser sig over de gamles aske, saaledes reiser sig glæden altid paany
som livets trofaste speilglans.
Hvad vil naturen?
At ligesom livet, saa skal ogsaa glæden evig bestaa og evig
fødes og evig dø. — Naturens aand vil glæde os og pine os, det er
det hele, — og fra denne sin beskjæftigede vil den aldrig aflade.
Men skal vi gjøre op en facit, saa vil den, at vor smerte tilsidst
skal opsluge glæden, den er altsaa i facit mildest talt ligegyldig for
balancen mellem glæde og smerte, eller den under os for evige tider
et lidet overskud, et slutningsbravurnummer, af smerte.
Og slegten gaar tilsidst samme vei som individet. Naturens
aand har ogsaa for slegten forbeholdt et lidet slutningsbravurnummer
af smerte og elendighed, før døden kommer, den saakaldte befrier.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
