Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Engelsk litteratur: Jan Maclaren (John Watson). J. M. Barrie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
165
gamle reputerlige skolemester, meel sit ubedragelige øie for al
gryende begavelse, — han minder meget om skolemesteren i
Bjørnsons: En glad gut—, den rare gamle doktor, der ufortrødent gaar
sin pligtens runde, til han styrter, . . . „Posty", postbudet, der er lige
sterkt interesseret i glædens og sorgens budskaber, han bringer, som
de, det gjælder, — og cle værdige menighedens „ældste", der „bar
sig som mænd, der havde ansvar for menneskesjæle", — Drumsheugh,
Burnbrae, James Soutar, Hillocks og hvad de heder allesammen.
Det er et faamælende folkefærd, som vore egne bønder, som
en uvilkaarlig sammenligner dem med (skjønt sammenligningen nok
ikke altid falder ud til de sidstes fordel!) „Talen i Drnmtochty
faldt langsomt, draabe for draabe, og vore mænds ansigter
var hugne i sten." Og sagde de noget, var det forsigtigt garderet
til alle sider uden sterke udtryk. „Hvacl ret havde noget
menneskeligt væsen til at slænge om sig superlative adjektiver, naar man
tager i betragtning, for et stort sted verden er, og hvor lidet vi
ved".....„Havde nogen indfødt brugt ordet „pragtfuldt", vilde
der have været en urolig følelse i dalen..... Det regnede i
strømme andre steder, hos os bare „truede det med at blive fugtigt".
. . . („Cunning speech of Drumtochty"). En vis ugemytlig og
kritisk iagttagende holdning overalt, især alt hvad der var nyt og
fremmed, karakteriserer Drumtochty; det er som en fødselsret for
enhver indfødt i sognet at være kritiker, — vist i det hele et
udpræget skotsk træk. Men det var bare skallen, som var haard.
„Aldrig har jeg, paa alle mine vandringer, seet mænd og kvinder
af sandere høviskhed og ømmere hjerte". . . . „Vi respekterte
hverandres sjæle der i dalen" —
Humoret og patos’en er det især, der giver disse bøger sin
forunderlige tiltrækning, synes at være eiendommelig for skotterne,
derfor saa udpræget hos Burns og Carlyle, de mest typiske skotter
i litteraturen. Især Maclaren eier et kosteligt, stilfærdigt humor,
der nyder alle Drumtochty-folkets fornøielige rarheder og kanter
med et lunt smil (minder noget om vor H. Aanrud). Og jeg
kjender ikke egtere patos, der fremhæves ogsaa af selve den
haarde skotske dialekt med sin hjemlige inderlighed — end i
historien om: „The Transformation of Lachlan Campbell", eller
samtalen mellem Drumsheugh og doktoren Maclure, om et liv efter
dette („Drumsheugh’s Love Story"). De har været legekamerater
sammen, og nu er de gamle livsslidte mænd, der luder mod sin grav
og sidder og taler sagte om ting, de hele sit liv har været tause
om, fordi de ikke fandt ord for det. De har mindedes barneda-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
