Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Engelsk litteratur: Jan Maclaren (John Watson). J. M. Barrie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
gene og fader og moder, og alle de andre, som er gaaet bort; saa
siger D., som plages af en lønlig tvil ... „.....Vi ved
ingenting om dem. De har sagt farvel og er gaaet ud af dalen,
og folk siger, de er i de saliges land. Det er en vakker sang, og
jeg liker ikke, nogen skal se mig, naar den bliver sunget, men
— — hvem ved for vist .... om det land ?"
Endnu gjorde Maclure intet tegn.
„Solen vil komme op over Strathmore og gaa ned over Grlen
Untach, og Tochty (elven) vil rinde som den gjør i nat, og der
vil blive folk, som saar sæden om vaaren og høster kornet om
høsten, og en menighed i kirken, men vi vil være borte og ... .
Vilhelm, —- — — — vil det være enden for os? Og der var en
klang i D.s stemme, saa hunden hvinede og slikkede hans haand.
Saa tager den gamle fritænkerske doktor ordet; han har staaet
ved mangen en dødsseng, og fortæller nu om et barn, som døde,
og Burnbrae, en af bygdens bedste mænd ....
„— — Ja, men du og jeg er ikke lig Burnbrae og barnet,
Vilhelm; jeg er ræd undertiden......for den hjemkomsten."
„Jeg undres ikke, Drumsheugh, det gaar mig ogsaa ofte saa;
vi har begge skulket af skolen og faar kanske vore stryg, og det
vil gjøre os godt. Men det faar være, som det kan, jeg haaber
den almægtige ikke vil blive værre med os end vor moder, naar
solen gaar ned og nattevinden stryger over heien."
Den store, alt overskyggende kjendsgjerning for disse
mennesker, er deres religion. Kirken staar, i deres tanker, virkelig „paa
et høit sted", søndagens prædiken er ugens begivenhed, om hvilken
alt deres intellektuelle liv samler sig: De vogter paa hvert ord,
med aandeløs opmerksomhed ikke uden en hemmelig
aarvaagen kritik; men den prest, der først er kommet uskadt gjennem
dens skjærsild, har ogsaa siden deres loyale respekt. Prestens
embede er, som naturligt, det største de ved. „Der var den ene
ærgjerrighed i de ydmyge hjem, at lade et af deres medlemmer
studere til prest, og hvis „Domsie" udtalte sig lovende om en gut,
gav hans brødre og søstre sin løn, og familjen levede paa skummet
melk og havrelefse for at lade ham faa anledning at prøve sig."
Det er en religion, der tager karakter og farve af landets haarde
natur og folkets stride sind, barsk, intolerant, spidsfindig, bundet
i gamle teologiske formler, der klinger ligesom saa afdøde i vore
øren. Hos de mer lidenskabelige gemytter kan den — ligesom i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
