Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvig Müller: Kvartalsdrankeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197
dunkel anelse om, at li vad jeg gjør er vanvittigt. Men det er umuligt
at lade være at følge sine indskydelser.
Det er allerede bleven temmelig skummert. En stund farer jeg
ganske planløst omkring i forstadens trange gader. Jeg lægger merke
til, at folk ofte stopper op og ser paa mig.
En lurvet klædt person kommer imod mig. Han svinger en stor
tyk knortekjæp, som jeg synes er fuld af blod, og det forekommer
mig, at han har et skummelt udseende. Jeg forsøger at spærre ham
veien og truer ham op i ansigtet. Men han giver mig et saa
voldsomt puf for brystet, at jeg taber pusten og tumler over mod
hus-væggen.
Da jeg igjen ser op, er han forsvunden. Stønnende af raseri
og hævnlyst løber jeg efter ham i den retning, han gik.
Gaden fører lige ud paa landeveien.
Længe løber jeg afsted i en rasende fart. Af og til løber jeg i
zikzak for at se, om han ikke har gjemt sig i grøften.
Da jeg igjen kommer til mig selv, er det begyndt at lysne. Jeg
er ganske fortumlet og husker med det samme ikke, hvorfor jeg er
kommen her. . Men mens jeg føler paa min værkende og ophovnede
pande, ser jeg mig omkring: Jeg ligger i udkanten af skoven. Foran
mig skraaner marken nedover mod en aa, og paa den anden side
ligger et lidet hus med en have foran.
Med engang begynder mit hjerte at banke voldsomt, og jeg
stirrer anspændt ud i graalysningen. Der midt i haven lige ved
gjerdet ser jeg ham staa og strække sig i den svale morgenvind.
En god stund ligger jeg og ser anspændt paa ham, mens blodet farer
gjennem kroppen og banker i tindingerne som skulde de sprænges.
Saa begynder jeg ganske langsomt og forsigtig at krybe nedover mod
ham. Det gjælder ikke at blive seet, og jeg maa gjøre en stor omvei.
Endelig er jeg naaet ned til aaen. Da jeg ikke tør reise mig op,
huker jeg mig ned i vandet, bliver næsten hængende fast i den bløde
bund og vasser op paa den anden side.
Der griber jeg en staur, som tilfældigvis ligger lige foran mig,
klatrer med møie over havegjærdet, styrter i fuld fart imod ham —
og samlende mine sidste kræfter løfter jeg stauren høit i veiret — men
lader den langsomt synke igjen:
Foran mig hænger et fugleskræmsel og dingler i den svage
morgenbrise.–— — — —–— — — — — —–"
Ludvig- Muller.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
