Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ad. van Bever: Fransk litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207
man ser lidt stort og almindelig paa tingen. Maaske kan meget lier
tilskrives Ibsens indflydelse.
Realistisk vil i vore dage sige det samme som socialt; det sociale
spørgsmaal overskygger for tiden alle andre spørgsmaal, og de
konflikter, dette problem stadig mere og mere fremkalder i det virkelige liv,
kar nu ogsaa fundet vei til scenen; de unge dramatiske forfattere
behandler med forkjærlighed kampene mellem kapital og arbeide og søger
■ogsaa ofte efter evne at pege paa kampens løsning. Det var derfor
fuldstændig i overensstemmelse med tidsstemningen, at Odéon nylig
gjenoptog Henri Beque’s bekjendte stykke Les Corbeaux; men
større interesse har det dog at se paa de nyere arbeider i denne
retning. Der er da især to dramaer, som har vakt berettiget opsigt.
Det første, som nylig gik paa Antoine’s teater, er le Repas du
Lion af Francois de Curel; det ødelægges desværre noget ved en
socialfilosofisk diskussion i slutningen, men indeholder dog udmerkede
ting.
To mænd og to principer staar her ligeoverfor hinanden.
Bous-sard, ingeniør, eier umaadelige fabrikker og raader over 12000
arbeidere; han er en nøgtern og usentimental herre, hvem de moderne
socialistiske lykketeorier kun synes skadeligt nonsens: han har nok sine
teorier han ogsaa, men teorier, hvori han selv spiller hovedrollen. Han
paastaar, at det nyttigste, man kan gjøre massen, er at lede den og
udnytte den; at tilfredsstille dens virketrang er det eneste middel til at
redde den, mens alle forsøg paa at emancipere den er yderst farlige
og kun vil skade den. Han ræsonnerer som arbeidsherren, som
skylder arbeiderne sin formue. Han er løven, for hvem 12000
menneskers slaveri er nødvendig, løven, hvis maaltid betjenes af en mængde
•chakaler, der kun lever af levningerne fra hans gjestebudsbord.
Ligeoverfor Boussard staar hans svoger Jean de Saucy, der er
grebet af den katolske socialismes drømme, en begeistret natur, som
med hele sin idealistiske sjæls verve kaster sig ind i
arbeiderbevægel-sen, melder sig ind i arbeidernes klubber, optræder i deres møder,
og snart bliver deres forgudede fører.
Om modsætningen mellem disse to typer dreier da Curels drama
sig indtil sidste akt, hvor de Saucy — man skjønner ikke rigtig hvorfor —
gaar over til sin svogers teorier og forlader arbeiderklassen, efterat han paa
en kras maade har afsløret sine nye meninger for sine gamle venner.
— En streik er nær forestaaende; førerens forræderi gjør arbeiderne
rasende; de haaner ham, erklærer sig rede til hevn og organiserer
streiken. Og stykket ender med de oprørske arbeideres opgjør med
sin herre. En af mængden affyrer et skud paa principalen;
chaka-lerne har dræbt løven. —
Dette er i korthed indholdet af Curels arbeide, som trods mange
dramatiske mangler indeholder nogle af de skjønneste scener, vi paa
længe har seet hos os. Jeg skal ikke indlade mig paa nogen
diskussion af forfatterens sociale idéer. Det har ikke lykkedes ham at
hæve „løven" til den høide, han har tilsigtet; vi tror ikke paa, at
Boussard er løven, fordi han er den nobleste, fordi han ifølge sin
*) Mercure de France, Paris.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
