Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ad. van Bever: Fransk litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
Allerede i sekstenaarsalderen fremtræder Rimbaud som genial
digter og fornyer af den franske poesi og som forløber for en litterær
bevægelse, der nu er almindelig anerkjendt; men efterat han tyve
aar gammel havde skrevet to høist interessante bøger, som han ikke
engang gad offentliggjøre, — slaar han ind paa ganske andre baner,
længes efter handling og efter oplevelser udenfor den snevre kreds,
hans hjemland bød ham. „Altid at bo paa det samme sted," —
skriver han i et brev, — „vilde forekomme mig en høist ulykkelig
skjæbne. Jeg vilde gjerne gjennemreise hele verden, som jo egentlig
ikke er saa stor."
Man bliver svimmel af at følge ham i hans kampe paa hans reiser.
Skuffet, beseiret, Gud ved hvor mange gange, bider han tænderne
sammen og begynder kampen paany. Han reiser omkring og gjør
forretninger i Afrika, han bliver pludselig videnskabsmand og indsender
interressante indberetninger til det geografiske selskab. Men
ulykken er etter ham, det synes, som om det arabiske, det staar skrevet,
altid hænger over hans hoved. Tyve gange slaaet til jorden og
næsten ruineret reiser han sig atter og forfølger sit maal. Han skimter
allerede seiren, men i samme øieblik bukker han under som offer
for alle sine strabadser og savn og tæres bort af en forfærdelig
sygdom.
Derpaa begjmder en lang lidelseshistorie. Han kommer tilbage
til Frankrige, og hans ene ben maa amputeres. Hans søster har i
veltalende udtryk fortalt om hans sidste øieblikke. Det er hende,
som taler: „Saa kom den fortvilede kamp mellem mennesket, som
vil leve, og døden, som er uden barmhjertighed. Kroppen levede
endnu, mens lemmerne, et efter et, gik tilgrunde: først den høire
arm, som allerede var ganske afmagret og blaahvid og med
automatiske bevægelser som paa et lig; dernæst den venstre arm; saa det
venstre ben. Og selve kroppen blev følelsesløs og farveløs. Og alt
dette skede, skjønt hjertet og hovedet brændte; mens døden lidt
efter lidt afgnagede legemet med de afskyeligste smerter i rygmarv
og nerver, kjæmpede viljen heftigere og heftigere mod den endelige
opløsning. — — — — —
I slutten af oktober viser der sig symptomer til en nær
forestaaende død. Og i dette øieblik foregaar der en forvandling i ham.
Midt under de grusomste fysiske lidelser sænker der sig en stille
fred over hans sjæl. Han resignerer — — Af og til er han seer:
han profetiserer. Hans hørsel har faaet en ganske underlig skarphed.
Uden et øieblik at tabe bevidstheden (det er jeg overbevist om)
gjen-oplever han hele sin smertefulde fortid. Derefter har han de
vidunderligste syner. Han ser søiler af ametyst, engle i marmor og træ,
planteliv og landskaber af ukjendt skjønhed; — og for at skildre hvad
han ser, benytter han et sprog, betagende ved sin ynde og
eiendom-melighed — — —"
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
