Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aimar Grønvold: Musikfesten i Bergen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211
til skade, andre til baade. Jeg har f. eks. tænkt mig, at et naturel
som Halfdan Kierulfs var bleven til noget større end det blev, om
lian istedenfor i mange aar at vakle mellem et juridisk studium,
som forholdene paanødte ham, og den kunst, der havde hele hans
hjerte, straks havde kunnet gaa til et hjemligt konservatorium
ligesaa naturligt som til universitetet. Paa den anden side kan jeg
vanskelig tænke mig, at et talent og en kunstnernatur som Chr.
Sindings havde fundet synderlig tilfredsstillelse ved at ofre aar af
sit liv i de forhold, som et konservatorium i Kristiania havde
kunnet byde, eller ved de impulser, han fra de derværende
musik-forhold havde kunnet modtage.
De ovenfor berørte forhold tilsammentagne har selvfølgelig
direkte faaet indflydelse paa produktionen og dens art. Hvori
denne indflydelse bestaar, er vanskeligt at angive, og har for hver
enkelt maattet være forskjellig efter de individuelle forudsætninger
og forhold. Det kan derfor kun antydes i store træk.
Af vore komponister ved jeg ingen, der har følt sig fristet til
direkte at følge klassikernes strenge spor; det skulde da være L.
M. Lindeman. Selv i symfonien eller kammermusiken har
klassicitetens ydre former faaet nyt og mere moderne stof. Svendsens
Beethovenbegeistring har f. eks. ikke hindret ham i at fylde sine
to symfonier eller sine kammermusiksager med nationalt farvede
motiver og med sin egen moderne individualitets udtryk i
behand-lin g, harmoni og instrumentation. Da vore betydeligere
komponister skulde til at virke, fandt de romantiken i fuld blomstring
i Tyskland, og det blev Schumann og senere Wagner, der kom til
bogstavelig at staa for dem som toneangivende. Den formklare og
melodiøse, men lidt sødlige Mendelssohn har aabenbart ikke smagt
det norske naturel, skjønt f. eks. Halfdan Kjerulf ikke forgjæves
har lyttet til hans daarende klang. Den friere fonn i alle dens
nuancer indtil programmusiken og tonemaleriet har de dyrket ikke
blot paa den nationale mark, men ogsaa paa fremmed grund, som
f. eks. Svendsen i sin ,.Romeo og Julie" eller den mauriske legende
„Zorahayda", Joh. Selmer i sin franske scene funébre, inspireret af
begivenhederne i Paris 1871. Den sterke smitte af romantiken har
de selvfølgelig delt med mangfoldige moderne komponister, og det
særegne er alene det, at hermed begynder omtrent vor musik;
der gaar ikke som andensteds noget forud. Det har derfor aldrig
her staaet nogen kamp mellem klassicitet og romantik, den
moderne emancipation er temmelig uantastet gaaet ind som god vare
paa markedet. Pladsen var tom og de, som kom først, besatte den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
