Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aimar Grønvold: Musikfesten i Bergen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213
som saa, at hun havde bragt landsmandskabet et stort offer ved
at resikere sit renommé paa et saadant makverk. Men dette er
ikke bleven efterverdenens dom. En anden autoritet og det ingen
ringere end Frantz Liszt havde under Griegs ophold i Rom 69—70
spillet konserten, og det uagtet han kun havde et uordentligt skrevet
partitur til sin raadighed. Han var maaske den første, der satte
det stempel paa den, som den siden har beholdt.
Og det er det præg, som alle musikalsk vederheftige verker
bærer, og som ikke slides, hvormeget de end benyttes. Ti har
man end baade her og udenlands i de sidste aar slidt ganske
ordentligt paa dette stykke, saa har det dog ikke lykkedes at
betage det sin ungdoms friskhed og kraft, sin melodiske fylde, sin
symfoniske elasticitet og ynde. Det er dette, som har gjort det
afholdt under alle himmelegnes smagsforhold, og ligesom Schumanns
parallel-konsert vil den leve frem gjennem tiderne, om man end
skal være forsigtig med at spaa udødelighed i kunsten.
Griegs „Olav Trygvason" er et brudstykke, der dog ved
koncertopførelser virker som et sluttet hele, med jevn stigning mod
de brede, kraftige slutningskor. Disse scener af en opera, som
Bjørnson og Grieg havde planlagt, og som skulde været fuldført
under et paatænkt fælles samvær i Rom i 70 aarene, har aldrig faaet
nogen fortsættelse. Den vil komme til at gaa over til efterslegten
som et vidnesbyrd om, at dette samvær ikke kom istand, og at
denne lille tue desværre væltede det store, stolte læs, som de to
havde alle betingelser for at gjøre til et betydeligt kunstverk, den
første national-historiske norske opera. Senere er Bjørnson
kommen for langt væk fra det historiske drama, som han dengang
endnu syslede med, og som i „Sigurd Jorsalfar" (1872) satte sin
sidste frugt, og Griegs musik vil neppe nogensinde komme udenfor
konsertsalen eller op paa scenen. Hvilket tab for denne! Om
man nu liavde havt en „Olav Trygvason" at aabne det nye
nationalteaters musikalske æra med! Disse knappe, klingende
saga-strofer i digtet, den arkaistiske stil i musiken, der alligevel er saa
alment fængslende ved sin inderlighed, sin kraft og fylde — man
skulde vanskeligt fundet en værdigere og mere karakteristisk
aab-ningshymne for et kunsttempel i Norge.
Joh. Svendsens hovedverk ved musikfesten var hans første
symfoni (D-dur). Den bærer det beskedne opustal 4. Men
Svendsen var hellerikke naaet længere end til konservatorielev, da han
skrev den, og han forbløffede sin lærer Reinecke ganske grundigt,
da han en vakker dag lagde symfonien fuldt færdig paa lærerens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
