Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Haug: Nyrealismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
Jeg vover altsaa at paastaa som en kjendsgjerning, at vi
befinder os i en ny realisme. Flaget, som en tid har hængt slapt
paa halv stang i Almers’s have, er nu heist til tops over en ny
tid. Ved blot en flygtig gjennemtænkning af vore store gamles
sidste verker — Jonas Lies „Niobe", „Lystige koner" og „Naar
sol gaar ned", Bj ørnsons „Over evne II" og Ibsens „Lille Eyolf"
— vil dette temmelig tydelig fremgaa. Eller vil nogen maaske
kalde dette dekadence? eller symbolisme? eller romantik? Neppe
nok. Det er en virkelighedsdigtning, en livs- og samfundsskildring
— baaret af realismens tro paa perfektibiliteten og af dens trang
til at være med paa at bygge og lære andre at bygge et
lykkeligt samfund — — „hjem for far og mor og barneflokken".
Men dog er der noget nyt i denne. Fra en gjennemvandret
periode følger altid noget ind i den næste. Hvad dette nye er,
vil ogsaa en kort repeteren af hovedindholdet i nævnte verker
lægge aabent.
I „Niobe" gaar „mellemgenerationen" – Endre, Kjeld og
Minka — tilgrunde, fordi de mangler sikkert fodfæste i den nye
tid med dens nye forhold, og fordi de — som tidens dekadenter —
har opgivet viljen og bliver et let bytte enten for en
selvssug-gestion, som Endre, eller falder i hænderne paa andre sterke
viljemennesker, der hypnotiserer dem, som Minka. Niobe er
dekadencens gravskrift i norsk digtning.
I „Lystige koner" og „Naar sol gaar ned" vender Lie
tilbage til sit yndlingstema: det egteskabelige samliv og hindringer
for dets lykke. Herved er det realistisk. Ti hjemmenes lykke,
det er grundbetingelsen for et sundt, lykkeligt folk. Men hvori de
adskiller sig fra gammelrealismen er, at mens det d a var blevet
et fastslaaet dogme, hvortil alle svor, at det stadig var manden,
som bar skylden for et ulykkeligt samliv, saa er digteren her
kommet ud over dogmetroens stadium. Snart er det manden — som
i „Lystige koner" —, snart hustruen — som i „Naar sol gaar
ned" —, der krænker Vestas alter. Den nye realisme har vundet
større fordomsfrihed og et mere frigjort, uhildet syn. Den har
ikke — §om undertiden den gamle — en paa forhaand
færdigliggende facit. Og følgen heraf er en dybere og retfærdigere
karaktertegning og et langt strengere virkelighedspræg.
Ser vi saa paa „Over evne II", bekræfter det samme sig,
Her behandles atter et samfundsspørgsmaal — det største og
vanskeligste, sfinksen har forelagt vor civilisation til løsning: fattig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
