Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N. Zyrkin: Jødespørgsmaalet - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
265
det onde i livet afspeiler sig i den uklare aand som virkninger fra
personer; de maa ligesom forvandle sig til kjød og blod for at blive
begribelige for den naive aand. Dette er den sociale antropomorfisme,
som behersker det uoplyste menneskes synskreds. Hvad under, om
det middelalderlige livs jammer og elendighed fandt sin personifikation
i jøderne, som allerede paa forhaand stod som en parias i sin
magtløshed? Saaledes voksede bestandig den haug af meningsløse
beskyldninger mod jøderne, der hele middelalderen gjennem var bindende
for forholdet og virkede som trolddom baade paa jøder og ikke-jøder.
Jøderne forgiftede brøndene, var hekser og troldmænd, nærede sig af
kristenblod paa helligdagene — kortsagt de var aarsag til enhver
forekommende elendighed og ulykke. Og saaledes skeede det, at jøderne
blev menneskehedens udskud; alt, hvad der er af slet og bestialsk i
mennesket, har prøvet sig paa dem, deres tilværelse blev en evig
svæven mellem liv og død; hvad der skaanedes af staalet, blev
prisgivet skjændselen, deres eiendom var „fuglefri", deres menneskevæsen
blev forhaanet, deres allerhelligste udleet, saa at jødernes jammerskrig
naaede til himmelen, som det heder i de middelalderske jøders bønner.
Men hvorledes reagerede jøderne mod verden?
Havde allerede paa forhaand den religiøse og psykologiske
modsætning fjernet jøderne fra den kristelige verden, saa kom naturligvis
deres endeløse nød til end mere at forbitre og egge dem. I
gliet-to’en, hvor man var besluttet af sine lidelsesfæller, bed jøderne sine
tænder i raseri og forbandede fienden og tørstede efter hevn,
himmelsk og jordisk hevn. Verden banlyste jøderne socialt og retslig;
jøderne rammede de kristne individuelt. Man røvede jøderne deres
nationalitet, jøderne fradømte de kristne menneskelighed. Man havde
af had og foragt overladt dem de aller individuelleste beskjæftigelsen
og de forvandlede dem til et giftigt vaaben i sit hads og sin
hevn-følelses tjeneste. Høit svulmede jødens bryst af glæde, da hans
foragter og fiende længtede efter hans penge. Ikke rørte sig
barmhjertighedens stemme, som dog ellers var grundloven i hans hele liv
i ghetto’en, ligeoverfor den fremmede, men altid snevrere spandt han
nettet om ham; af hans svaghed sugede han sin kraft, af lians
ukyndighed sin overlegenhed. Han var som en mikrobe, der trivedes
bedre, jo sygere jordbunden var.
Det fiendskab mellem jøde og ikke-jøde, som beherskede
Talmud-tiden, blev endnu mere forbitret i middelalderens lidelser og drog sin
videre næring af jødernes retslige og sociale undertrykkelse. Talmud
har erklæret ikke-jøden ior ikke-menneske: „I (jøder) heder
mennesker, og ikke de fremmede heder mennesker," heder det etsteds.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
