Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pierre la Chesnaye: Grev Villiers de l’Isle Adam - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
301*
i sin løsning, saa vil kanske feilen forekomme mindre farlig, og jeg
tilføier, at Villiers flere gange har valgt sujetter, hvor ingen løsning
var mulig, og da synes mig feilen ikke længere at eksistere; ti slige
sujetter er da vel ikke forbudne, kan man ikke ende med et
spørgs-maalstegn ?
Den anden bebreidelse, bebreidelsen for „bizarreri" er ligesaa
begrundet som den foregaaende. Jeg mener, at den er rigtig, men
at man kun har uret i at gjøre bizarreri til gjenstand for bebreidelse.
Er ikke Edgar Poe bizar, rar, uhyggelig? Og alligevel har vel Edgar
Poe nu — og for bestandig, tænker jeg — indtaget sin plads blandt
de forfattere, som lever. Det er altsaa ikke, fordi et arbeide er
bizart, at man a priori kan forkaste det, men fordi dets bizarreri er
middelmaadig. Men alligevel er dette den farligste anke, man kan
gjøre mod en forfatter; naar Ibsen endnu læses saa lidet i Frankrig,
saa kommer det for en stor del af, at han har ord for at skrive
„rare" bøger. Dersom der skal anstrengelse til for at forstaa,
dersom læsningen er mere end et let tidsfordriv, dersom den tvinger os
ud af vor almindelige tankegang eller paa nogen maade søger at
paa-føre os det usedvanlige, kan forfatteren lige gjerne gaa sin vei. Det
er noget, som selv de alvorligere og samvittighedsfuldere af det
kultiverede publikum selv indrømmer. De vil ikke, at deres læsning skal
være et studium; de forlanger fremforalt ikke nogen filosofi, — det
skulde da være at — — — har denne Villiers skrevet virkelige
mesterverker? Skal man finde sig i det. usedvanlige og bizarre, saa
maa det ialfald være et mesterverk; og at sige, at en bog er et
mesterverk, det betyder, at det er klassificeret og anerkjendt som
saadant.
Eorresten er ikke alt hos Villiers underligt, og selv i sine mest
fantastiske verker, er han altid meget klar, ialfald i formen. Hans
sprog er helt igjennem præget af den store klassiske tradition: lange,
brede perioder, som ikke tynges af altfor mange indskudte sætninger;
men mens Bossuet og Chateaubriand giver sin stil en noget høitidelig
karakter, er Villiers derimod altid let og flydende, saa hans stil godt
kunde passe i en fortrolig samtale mellem venner eller elskende.
Heller ikke er der hos ham nogen uklarhed, som kommer af
altfor indviklede intriger med for mange personer eller for mangfoldige
episoder: han har skrevet smaa fortællinger over meget enkle sujetter,
dramaer med faa personer og faa krydsende handlinger, og lange
fantastiske historier, som er endnu enklere. Blandt hans senere
arbeider er det kun Axel, hvor der vilde kræves et par linjer for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
