Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pierre la Chesnaye: Grev Villiers de l’Isle Adam - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
305
Villiers kjendte Baudelaire personlig, beundrede ham og følte
venskab for ham; de havde meget tilfælles, men Baudelaires indflydelse
var dog neppe udelukkende af det gode. Hvad Villiers lærte af ham,
var vel nærmest at se paa byen, at faa øie paa de forbigaaende, paa
regnens melankoli, paa de lange, lige gader, myldrende af folk om
dagen og forladte om natten. Alt dette er motiver, som nu bruges
overalt, og som rutinerede romanforfattere griber til fyldekalk eller som
akkompagnement til personernes stemninger. Men i flere af Villiers’
fortællinger bliver disse ydre ting hovedmotivet. Han kan beskrive en
kafé med dens stamgjester, som andre forfattere beskriver en skov, en
slette eller havet. Han fremmaner billeder af boulevarden, sent om
natten, med rent dramatisk virkning.
Som oftest er indtrykket af disse billeder pinligt. For Villiers
er det, som man kalder virkeligheden, altid vulgært. Og denne
synsmaade, som ialmindelighed ansees for „usund" og farlig, har vel ikke
bidraget saa lidet til at frastøde publikum. Ogsaa menneskets
følelser er vulgære og aldrig fuldstændig oprigtige. Han er altid
behersket af tanken paa de følelser, man bør have ved enhver
leilighed. Han kan kun efterligne. Etsteds lader Villiers en skuespiller
fortælle en historie, som han har oplevet, og som har gjort et dybt
indtryk paa ham; han fortæller i det lange og brede, med mange
detaljer, forstaar med behændighed at øge spændingen, han sætter alt
i scene og beskriver sine stillinger: „je n’avais que me rappeler pour
étre naturel
Låve følelser, simple manerer, eller hvad der er det samme,
tillært og konventionel finhed, beundring uden kritik — alt saadant staar
for Villiers ofte som vidnesbyrd om menneskelig taabelighed, som et
slags aandssvaghed. Hans foragt for vulgariteten er saaledes
tredobbelt, paa én gang aristokratisk, artistisk og intellektuel.
Baudelaire har gjennem en udmerket oversættelse gjort Edgar
Poes hovedverker kjendte i Frankrige. Villiers læste med
begjærlighed denne oversættelse og kunde citere lange stykker af den udenad.
Der er da ogsaa blandt hans fortællinger endel, som ved første
indtryk synes direkte efterligninger af Extraordinary tales; fortællinger,
som kun synes skrevne for at frembringe en sterk effekt af rædsel,
eller hvor sygelig fantasi forlænger en afdøds liv for sig alene, eller
hvor motivet er at skildre en eller anden fantastisk opdagelse o. s. v.
Det er dog ikke efterligninger. Den aand, i hvilken de er
komponerede, gjør disse fortællinger meget forskjellige fra Poe’s, om der end
naturligvis er et vist slegtskab mellem dem.
Dersöm det gjælder psykologiske mirakler, glemmer Edgar Poe
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
